»A stubborn heart can stay broken forever«, synger Mark Eitzel om Kathleen, som han har besunget i så mange sange. Og det kan der været noget om: At komme sig over kærestesorg eller blive i den er i sidste ende et valg.

Norske Tomas Espedal har valgt at blive. Eller det har det »jeg«, der i hans forfatterskab ofte kan forveksles med hans eget. Grebet – den på samme tid tydelige og uklare forening af fiktion og selvbiografi – er langt fra nyt, men Espedal har skrevet sådan længe før, det blev mode og har vundet et stort publikum, også i Danmark.

Fuldt fortjent, kunne jeg tilføje, for bøger som »Breve«, »Mod naturen« og »Mod kunsten« er både sanselige og begavede og er det i et sprog, hvor sømmen mellem prosa og poesi er lige så sløret som den nævnte mellem digt og virkelighed.

Det er mageløst, men det kan jeg desværre ikke sige om »Året«. Måske er det, fordi jeg så længe har beundret Espedal og har læst alt, han har skrevet.

Måske vil læsere, som er mindre fortrolige med hans forfatterskab have en anden oplevelse. Måske er jeg for krævende, og sådan ser det i hvert fald ud i forhold til de overstrømmende anmeldelser i andre aviser. Og bogen åbner da også smukt: »Jeg ville gerne skrive en bog om årstiderne/forår efterår sommer vinter/de lyse dage i april og juni/mørket i august/beskrive månederne ugerne dagene/timerne på dagen/og forandringerne som gentager det samme/altid på en ny måde.«

Hele teksten er skrevet i denne kommarensede, linjebrudte stil og åbner den 6. april, der også var datoen, hvor den italienske renæssance-digter Petrarca efter sigende så sin elskede Laura første gang. Deres historie bliver en slags spejling og inspiration for hovedpersonen, lad mig for nemheds skyld kalde ham Espedal, men hvor Laura dør fra Petrarca, går Janne fra Espedal.

Evig kærlighed

Kærestesorg forårsaget af brud eller død er karakteristisk for Espedal. Men i »Året« bliver det formidlet underligt fladt, banalt, og kommer til udtryk i linjer som: »Kærligheden/hvad ved du om den/før du har mistet den du elsker« eller på P3-popsangens niveau: »Jeg troede vi skulle være et par for altid//Hvordan skal jeg leve uden dig?«

Mon ikke de fleste læsere kender til følelserne og kunne have formuleret dem på samme måder. Og sådan er det ofte i »Året«, hvor Espedal rejser i Petrarcas fodspor og også efter hjemkomsten til Bergen sørger og græder og drikker vin og ryger cigaretter, mens andre kvinder byder sig til.

Det er ret ulideligt at læse. Helt anderledes er beskrivelserne af en rejse med faren – der også sværger til evig kærlighed – på et krydstogskib. Her rykker teksten sig, måske fordi Espedal rykker ud af sine vante rammer, og han lyser også op, når han frigør sig fra kærestesorgen og skriver om, hvorfor kunstnere feteres i dag: »fordi borgerligheden har brug for kunst/og vores navne/for at kunne opretholde en vis anstændighed/som samfund«.

Her sker der noget. Sine steder endda med lidt selvironi. Og da Espedal er en stor stilist lykkes »Året« lige præcis midt i den patos og det hulkeri, de fleste gennemlever og overstår i studieårene.

Men Espedal insisterer altså på, at evig kærlighed ikke kun findes i gamle digte, men også midt i den moderne kom-hurtigt-videre-kultur, og ingen andre end ham kan skrive en passage som denne, hvor linjebruddene også virker alt andet end prætentiøse og udvendige: »Hendes stemme/dækkede i lang tid over munden/over ansigtet og kroppen jeg så hende ikke/ikke rigtigt«.

Det er virkelig smukt og godt set. Sådan som mange af Espedals bøger også er det.

Titel: Året. Forfatter: Tomas Espedal. Oversætter: Jannie Jensen & Arild Batzer. Sider: 208. Pris: 250 kr. Forlag: Batzer & Co.