EJDA Ejendomsadministration har omdannet bygningen på hjørnet af Raffinaderivej og Kløvermarksvej på det nordlige Amager til kontorhotellet »cph Wasteland«.
Navnet afspejler, at ejendommen tidligere husede virksomheden Renoflex, som udspringer af hovedstadens hedengangne R98-skraldeselskab.
»Kontorhotellet afspejler hele den kultur, der er i Kløvermarken. Meget af den industri, der ligger her, er renovation og genbrug. Vi har overtaget mange af de gamle, brugte kvalitetsmøbler, som har en historie,« udtaler adm. direktør Kasper Fløe Svenningsen fra EJDA.
Læs, hvordan hotelkonge bygger kontorhotel i Ørestad
EJDA er selv rykket ind i en del af bygningen, som har stået tom i tre år, men nu er ved at blive fyldt igen.
»For nystartede og enkeltmandsvirksomheder er det et scoop at være en del af kontorhotellet. Når man er en mindre virksomhed som os, er det også hyggeligt med kollegialt fællesskab,« siger Anders Petersen, der istandsætter og sælger klassiske designermøbler og har fået snedkerværksted og salgslokaler på i alt godt 300 kvadratmeter.
Et af trækplastrene ved det nye kontorhotel er 60 P-pladser lige uden for bygningen - det kan være anderledes kompliceret eller dyrt at parkere både i de centrale del af hovedstaden og i nye bydele.