Udenfor på gaderne havde demonstranterne travlt med at smadre Hamburg. Indenfor på G20-topmødet var de destruktive kræfter også sluppet løs. Her blev der givet ulivssår til den verdensorden, der møjsommeligt er stablet på benene gennem de seneste 25 år.

Mange i Europa frygter, at G20-mødet kan gå over i historien som et »Jalta-2«, hvor Europas skæbne aftales hen over hovedet på europæerne. Det skyldes Trumps »beærede« omgang med Putin, som i efterfølgende russiske kommentarer er taget som udtryk for, at nu har Rusland genindtaget sin retmæssige plads i verdensordenen.

Man skal ikke lade sig narre af, at der blev udsendt en fælles udtalelse efter G20-mødet, som alle kunne skrive under på. For indholdet af den udtalelse – både hvad der stod i den, og hvad der ikke stod – blev en bekræftelse af, at Donald Trump har haft held til at sabotere den gamle verdensorden. Nogen vil glæde sig over det. Men hvad vil de sætte i stedet?

G20-udtalelsen svækkede den hidtidige indsats for frihandel og imod protektionisme. Den bekræfter, at USA ikke anerkender klimaproblemets betydning for den globale sikkerhed. Og der blev ikke sagt noget om migrationsproblemerne, der er alvorligere end på noget tidligere tidspunkt i nyere historie. Alt sammen på grund af pres fra Trump, som siden sin indsættelse gang på gang har demonstreret, at han ikke ønsker at bidrage til en videreudvikling af den globale verdensorden, med mindre det passer ind i hans »America First«-koncept.

Netop G20-møderne har været et udtryk for, at man på tværs af forskellige samfundsformer og ideologier har kunnet enes om, at der er en grundlæggende fælles interesse i at skabe en vis stabilitet og forudsigelighed i internationale relationer. Og siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA været den stærkeste kraft i denne udvikling.

Trumps opførsel både forud for mødet og under mødet viste, at sådan er det ikke mere. Det er helt uhørt, at den amerikanske præsident forlader mødet i over to timer for at holde et bilateralt møde. Og da Trump på et tidspunkt under mødet overlod sin plads ved hovedbordet mellem Kinas præsident og den britiske premierminister til datteren Ivanka, var det både en grov fornærmelse mod de andre deltagere og en tilsidesættelse af hans egne ministre, som var til stede i salen.

Som den erfarne forhenværende (demokratiske) finansminister Larry Summers skrev efter Hamburg-mødet: »En virksomhedsleder, der opførte sig på den måde, ville omgående blive fyret.« Og så minder han præsidentens støtter i kongressen og regeringens ministre om, at de har svoret at forsvare Forfatningen – og ikke præsidenten.

Her i Frankrig, hvor jeg i disse dage nyder varmen, puster man ud efter sidste uges visit til Paris af det amerikanske præsidentpar. Flot præstation. Præsident Macron og frue holdt masken over for grobrianen fra New York. Bastilledagen blev udnyttet til at give en fornem lektion i fælles historie. Og franskmændene ved godt, at det var USAs præsident, der blev æret, ikke Donald Trump. For uanset Trumps uhyrligheder er det USA, vi kan takke for, at Europa i dag er en fri og velstående oase i en farlig og usikker verden fuld af problemer.

Men: Tør vi stole på USA som den frie verdens leder, så længe Trump sidder i Det Hvide Hus?

Alene det, at spørgsmålet stilles – og det stilles af stadigt flere – viser, hvor langt vi er kommet i retning af den opløsning, man frygtede, da Trump blev valgt.

Han har skubbet USAs europæiske allierede fra sig. Han har været tvetydig omkring NATO. Og han er kommet med modstridende og uartikulerede angreb på det europæiske fællesskab i EU.

Han har stødt USAs asiatiske allierede fra sig med sin opsigelse af indgåede frihandelsaftaler. Han har brugt mere tid på at kurtisere diktatorer og autoritære ledere fra Saudi Arabien til Moskva, end han har brugt på at pleje de fundamentale værdier, der altid har bundet Vesten sammen med USA som den uomgængelige leder.

Hans personlige habitus – både forretningsinteresser og forbindelser til Rusland – rummer groteske elementer. Hver ny afsløring bidrager til billedet af det amerikanske præsidentembede som et familieforetagende, der ikke er set magen til i andre vestlige demokratier. Heller ikke i USA. Før i år.

Trump er demokratisk valgt, om end i en valghandling, der efter alt at dømme var påvirket af ydre fjendtlige kræfter. Han kan kun fjernes af amerikanernes eget demokratiske system.

Det amerikanske demokrati fik ved sin etablering indbygget en række »checks and balances«, som skal forhindre magtmisbrug på statens højeste poster. En maskine kører sindigt, men uomgængeligt, på trods af tweets og usandheder. Men de trusler, der har hobet sig op mod den internationale orden, som har bragt os til, hvor vi er nu, er større end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krigs afslutning. Vi behøver amerikansk lederskab. Derfor er det et rigtig dårligt tidspunkt for verdens førende demokrati at gå i politisk koma.