Debatten om Danmarks fremtid er koncentreret om indvandring og om velfærdsstatens overlevelse, hvilket nærmest er to sider af samme sag. Men det er småt med afdæmpede indlæg. I april måned var der imidlertid i Berlingske to indlæg af den slags, som ikke er blevet mindre relevante, nu hvor indvandrerpolitikken vil blive et dominerende tema i valgkampen. Det ene er et fødselsdagsinterview med Dronningen 11. april med overskriften Vi skal ikke lade os kyse. Det andet en kronik af historikeren Michael Böss 21. april Vi har ret til at begrænse indvandringen.

Dronningen fremhæver efter attentaterne ved Krudttønden og Synagogen, at en vigtig del af modsvaret til denne terror er at stå fast på centrale frihedsrettigheder, som Danmark bygger på, herunder ytringsfriheden. Terroristerne skal vide, at vi ikke er bange. »De ønsker at skræmme os, men vi skal ikke lade os skræmme.«

Dronningen noterer sig, at enkelte grupper med udenlandsk baggrund vender ryggen til det danske samfund. Vi har pligt til at tage godt imod dem, der kommer, men »de er kommet til vores samfund, og de kan derfor ikke forvente, at deres gamle samfundsmodel bare kan videreføres her i landet, og når de begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i vores samfund, må de indse, at den går ikke.« De to attentater konfronterer os med en ny virkelighed og rejser ifølge Dronningen spørgsmålet om, hvordan frie og åbne samfund skal reagere på terrorister, der ønsker at ødelægge dem. Et klart spørgsmål, som regenten af gode grunde ikke selv skal besvare.

Michael Böss fastslår, at vores moderne, funktionsduelige samfundsmodel er resultatet af århundreders sociale fremskridt. Derfor »kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har et land ikke kun juridisk, men også etisk ret til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love.«

Han indfører så – og det er det fortjenstfulde ved hans kronik – et begeb, der er velegnet til brug i en civiliseret debat, nemlig bæredygtig indvandring: en indvandring, som ikke ændrer de institutioner, værdier og normer, som har givet værtssamfundet sin velstand, sociale orden og sit høje tillidsniveau. Og så kommer det: »I praksis betyder det kontrolleret indvandring (...) størrelsen af indvandringen må afpasses med integrationshastigheden. Hvis størrelsen øges uden en tilsvarende social inkorporering, så ophører den sociale bæredygtighed; bl.a. fordi størrelsen af indvandrersamfund sætter en bremse på integrationen.« Især fordi, at jo større en befolkningsgruppe af ens egen slags (diaspora), der allerede er bosat, jo hurtigere vil indvandringstakten vokse. Også en anden mekanisme gør sig gældende: størrelsen af diasporaen sænker den hastighed, hvormed dens medlemmer bliver integreret i samfundet. »Det gælder især indvandrere, der kommer fra en helt anderledes kultur,« skriver Böss med henvisning til den britiske økonom Paul Collins’ bog Exodus fra 2013.

Altså jo flere, der er i forvejen, jo flere vil der komme, og jo langsommere går det med at integrere de yderligere ankomne.

Böss nævner også »generøse velfærdsordninger og politikker, som ikke opmuntrer indvandrere til at lære sig modtagerlandets sprog og tilpasse sig dets sociale normer og politiske værdier, men tværtimod bekræfter dem i en opfattelse af, at det er i orden at bevare en stærk identifikation med deres oprindelsesland og dets kultur.« Og han gør opmærksom på, at »multikulturelle politikker« sammen med generøse velfærdsordninger gør integrationsprocessen langsommere end i lande, hvor det forventes, at indvandrerne bliver selvforsørgende og selv gør en indsats for at tilpasse sig værtssamfundet.

Böss mener så, at integrationspolitikkens mål altid må være at sikre dels, at indvandrerne gradvis bevæger sig ud af diasporasamfundet og bliver en del af det omgivende samfund, dels, at tilstrømningstakten tilpasses integrationstakten. En klar og sjældent sober måde at formulere problemstillingen på. Han inddrager også hensynet til fravandringslandenes sociale, kulturelle og økonomiske bæredygtighed i sine overvejelser, men jeg tror det vil være frugtbart at gemme »indvandrerinteressen« til en anden god gang og i stedet fokusere snævert på Danmarks interesse og komprimere de to afdæmpede indlæg til to hovedspørgsmål:

1) Er vi kommet til det punkt, hvor vi må sikre os kontrol over indvandringen og tilpasse tilstrømningstakten til integrationstakten?

2) Hvordan skal vi som et åbent og frit samfund reagere på terrorister, der ønsker at ødelægge det?

Svaret på det første spørgsmål er ifølge alle foreliggende data: Ja! Indvandringen er ikke bæredygtig, og vi har ikke den tilstrækkelige kontrol til at sikre, at vi får indvandrere med den type kvalifikationer og holdninger (bl.a. til integration), som tjener Danmarks interesser i snæver forstand. Det er der bare ingen, der tør sige højt og tydeligt, og slet ikke politikerne.

Det kom fx klart frem på et møde for nylig på Christiansborg mellem folketingspolitikere og toppen af dansk erhvervsliv, hvor bl.a. Novo og Vestas, som er ved at løbe tør for kvalificeret arbejdskraft, efterspurgte bistand fra politikerne til at kunne rekruttere flere udlændinge. Det fik de store eksportorienterede virksomheder ikke ret meget ud af. Politikerne diskuterede integration og danskhed og meget sigende for niveauet mente Dansk Folkepartis Martin Henriksen, at man i stedet burde diskutere, hvordan man kan minimere mængden af udenlandsk arbejdskraft. Ganske uden hensyn til kvalifikationer, måtte man forstå.

Det andet spørgsmål om vores interne terrorberedskab arbejder vi på at løse. Men spørgsmålet om Danmarks beredskab til i bred forstand at forsvare og beskytte sin eksistens, sin nationale egenart og sin sociale orden – det, der, som Böss skriver, »med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom« - kan ikke rigtig diskuteres, fordi diskussionen ustandseligt rammes af politisk støjforurening. Dermed løber vi en risiko, som Claes Kastholm i sin søndagsklumme den 24. maj om Det radikale Venstres 110 års fødselsdag formulerede sådan her: »Efter mine begreber tager et land, der ikke vil forsvare sig, skade på sin sjæl.«

I Tyskland, som nær var blevet udslettet af nazismen, var truet af Sovjet og blev terroriseret af Rote Armée Fraktion i 1970erne, definerede den tyske forfatningsdomstol allerede i 1952 den tyske nation som »et militant, forsvarsberedt demokrati« (streitbare, militante Demokratie). Et demokrati, som bestod sin prøve med Rote Armée Fraktion i kraft af indgribende foranstaltninger fra statens side. Og hvis man vil diskutere noget så dramatisk som spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks eksistens er truet, er militant demokrati faktisk en meget præcis formulering.

Er det kulturelle påtryk fra de seneste årtiers indvandring en trussel? Er udsigten til kraftigt forøgede flygtningestrømme via Nordafrika en trussel? Er det fortsat stigende pres på velfærds- systemet en trussel? Er det herskende kaos i Mellemøsten en trussel? Er åbenlys indblanding (senest fra Tyrkiet) i dansk karikaturkunst og i opstilling af kunstværker på danske torve og pladser en trussel? Er Ruslands provokationer en trussel?

Ja, jeg spørger bare. Vi plejer at synge om at kæmpe for alt, hvad vi har kært. Men vi mangler at konkretisere, hvilke midler vi som et militant demokrati vil tage i anvendelse. Tør vi se truslerne lige i øjnene og fx sige, at vi har ret til at begrænse indvandringen med snævert fokus på Danmarks behov, og fortælle hvordan vi vil arbejde for det? Eller, at vi er klar til at bruge flere penge til vores forsvar? Kort sagt sige, at vi ikke skammer os over i den for længst indtrufne nødens stund at varetage vores berettigede interesser som dansk nation.