Tusindvis af danske krigsveteraner med fysiske og psykiske mén glider for let gennem fingrene på systemet og væk fra arbejdsmarkedet. Derfor vil arbejdsmarkedsordførere fra alle partier, med undtagelse af Enhedslisten, give 10 millioner kroner over to år til projekter, der skal hjælpe nogle af de hårdest ramte veteraner tættere på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, vi har set toppen af isbjerget i forhold til de problemstillinger, som de udsendte soldater går og tumler med. Mange er så skadede, at de er meget langt væk fra arbejdsmarkedet, og det gælder om nænsomt og varsomt at puffe dem tættere på, så de kan blive velfungerende igen,« siger Mai Mercado, der har forhandlet aftalen på plads for det Konservative Folkeparti.

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted bekræfter, at parterne onsdag aften nået til enighed om at bevilge 4 millioner i 2015 og 6 millioner i 2016 til projektet. Han understreger, at det at have et arbejde i sig selv kan hjælpe i en gruppe, hvor mange er præget af traumer og isolering.

»De skal tilbage og have tilknytning til andre, der er i job, og de skal have noget indhold i tilværelsen. De skal have en normal dagligdag, så de kan bygge sig selv op igen,« siger han og tilføjer, at det kan tænkes, at de professionelle, der skal arbejde med veteranerne, undervejs i projekterne kan vurdere, at der også skal andre former for hjælp til.

Hjælp i nærheden

Indholdet af de konkrete forløb ligger endnu ikke på plads, ligesom det ikke er klart, hvilken effekt projekterne vil have. Dog er det afgjort, at projekterne kredser om de veteranhjem, der fungerer som uformelle væresteder for soldater, der har været udsendt i tjeneste.

Veteranhjemmene ligger i Aalborg, på Frederiksberg og i Fredericia, og netop den geografiske spredning har spillet en væsentlig rolle for politikerne.

»Det er en gruppe, der er hårdt ramt af forskellige krigstraumer, og mange magter ikke at tage til Ringsted, hvor veterancenteret ligger. Det er kun rimeligt, at de får hjælpen, hvor de bor og skal have deres hverdag,« siger Bent Bøgsted.

Mai Mercado er enig og understreger samtidig, at krigsveteranerne kræver særligt professionelle, der kan tage hensyn til den differentierede og ofte hårdt belastede gruppe.

»Det er en meget speciel gruppe, og derfor kan man ikke bare skubbe dem ud til en almindelig jobkonsulent. Mange bor på Veteranhjemmene, der ligger inde med nogle kompetencer og en specialiseret viden, og derfor er det godt, at pengene går gennem dem, frem for til et lokalt jobcenter.«

Forhandlingerne fortsætter

Midlerne kommer fra den såkaldte satspulje, der er rettet mod at hjælpe svage og udsatte grupper i samfundet. Satspuljemidlerne forhandles hvert efterår i en række ministerier, og alle partier, med undtagelse af Enhedslisten der ikke er med i forligskredsen, deltager i forhandlingerne.

Selvom forhandlingerne i Beskæftigelsesministeriet er afsluttet, forventes den endelige aftale først at falde på plads i næste uge, når forhandlingerne i de andre ministerier er færdige. Men ifølge Mai Mercado er det »højst usandsynligt«, at der bliver rykket ved de 10 millioner:

»Nu skal vi ud i forhandlinger om, hvordan de pengene helt konkret skal udmøntes. Men det her er en høj prioritet for os. Det her er mennesker, der har ofret sig for deres land og kommer hjem med ar på sjælen. Det har vi altså en, undskyld mig, forbandet forpligtelse til at tage os af.«