Helsinki. Russiske kampfly er to gange fløjet ind over finsk luftrum, oplyser det finske forsvarsministerium.

Flykrænkelserne, der skete torsdag, benægtes af Rusland. Men Finland har taget billeder af de russiske fly.

- Den første krænkelse indtraf om eftermiddagen, og et fly af samme type krænkede luftrummet igen ved halvtitiden torsdag aften, siger den kommunikationsansvarlige i det finske forsvarsministerium, Max Arhippainen.

De russisk fly var af typen SU-27.

Finske kampfly blev sendt på vingerne for at afvise de russiske fly.

Rusland afviser kategorisk, at dets fly har været inde i finsk luftrum, skriver russiske medier.

Men de finske fly tog billeder af de russiske fly, og Forsvarsministeriet i Helsinki har lagt dem ud på Twitter.

- Russisk flyaktivitet over Nordsøen har været høj, skriver Forsvarsministeriet i Helsinki.

Rusland har optrappet sine flyvninger over Nordsøen, efter forholdet mellem Vesten og Rusland blev forværret under krisen i Ukraine i 2014.

Danske og svenske fly har flere gange været sendt op for at markere sig over for russiske fly over Østersøen.

I det første tilfælde torsdag fløj det russiske fly en kilometer ind i finsk luftrum og fortsatte på en cirka 13 kilometer lang strækning på den forkerte side.

USA's viceforsvarsminister, Robert Work, er på besøg i Finland. Det har udløst spekulationer om, at Rusland har benyttet lejligheden til at spille med musklerne.

- Det er umuligt for os at spekulere om årsagerne. Tidspunktet passer jo med, at USA's viceforsvarsminister er i Finland, men om der findes en sammenhæng, det er ren spekulation, siger Arhippainen.

Finland og USA har fredag underskrevet en hensigtserklæring om bilateralt forsvarssamarbejde.

/ritzau/FNB