To personer er onsdag morgen omkommet i en brand på Lolland, skriver bt.dk.

Branden opstod i de tidlige morgentimer og var så voldsom, at dele af huset styrtede sammen. Først efter at have sikret huset mod en yderligere sammenstyrtning, lykkedes det brandvæsnet at komme ind. Her fandt de en livløs mand i stueetagen.

Men brandvæsnet måtte vente på, at huset blev nedkølet, før de kunne undersøge resten af huset. Og i de tidlige eftermiddagstimer fandt de endnu en person på husets første sal. Det oplyser Sydsjællands politi til bt.dk.

»Lige nu har vi en masse teknikere på stedet, som er i gang med at identificere den anden person og finde brandårsagen,« siger Marianne Roed, som er politiets efterforskningsleder på stedet.

Hun kan endnu ikke oplyse, om personen er en mand eller kvinde.

Politiet modtog alarmen om branden på Måhavevej mellem Holeby og Rødby klokken kvart over seks onsdag morgen. Da brandvæsnet nåede frem, var huset allerede overtændt.

De pårørende til personen, der blev fundet i stueetagen, er underrettet.