Sammen med op mod 13 andre handlende befandt de sig uden for en butiksejendom i byens gågade, da en stor mængde sne styrtede ned bygningens tag.

Fra 3. sals højde hamrede sneen mod markisen, der øjeblikkeligt gav efter for trykket.

Brækkede ryggen

Seks personer blev kørt på sygehuset, og af dem er tre fortsat indlagt.

En kvinde på 17 år har formodetlig brækket ryggen og er nu overført til sygehuset i Aalborg, hvor specialister kæmper for hendes liv.

Amputeret ben

En 76-årig mand fik skåret sin fod af, da stålkonstruktionen faldt ned, og lægerne har nu måtte amputere hele det ene ben. Også han er så ilde tilredt, at det er usikkert, om han overlever, oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

En sidste indlagt kvinde har brækket bækkenet, men er uden for livsfare.

Indkøbstid

Ulykken skete kort efter klokken 12, netop som lørdagens handel var på sit højeste.

Michael Larsen arbejder i Telenor-butikken, der ligger lige overfor bygningen, hvor markisen styrtede ned.

- Det er fuldstændig vildt. Det skete på et halvt sekund, og så var der en kæmpe snesky. Jeg kunne høre folk, der skreg, siger han til bt.dk

Endnu et kollaps

Få timer efter ulykken gentog scenariet sig lidt længere henne ad gaden. Også her styrtede sne ned fra et tag og fik en markise ved en butiksfacade til at kollapse. Her kom ingen dog til skade, da politiet forinden havde afspærret hele gågaden.

Nordjylland har de seneste dage fået meget store mængder sne. Det har tidligere fået politiet til at advare om fare for sammenstyrtning af svage tagkonstruktioner.