En 29-årig mand fra Brørup, der søndag eftermiddag skød mod to andre i Bæk ved Vojens, er nu afgået ved døden på Odense Universitetshospital. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Samtidig er det ene offer, en 24-årig mand, blevet erklæret hjernedød af lægerne. Efter nærmere aftale med de pårørende forbereder hospitalet nu at indstille respirator-behandlingen af den 24-årige. En tredje person, en 27-årig mand, blev ikke ramt af skuddene. Det var ham, der efterfølgende kunne alarmere politiet.

Den 29-årige indfandt sig søndag aften på en adresse i Holsted, hvor han forsøgte at begå selvmord ved at skyde sig selv i hovedet.

Politiet fortsætter med at undersøge baggrunden og omstændighederne ved den 29-åriges handling, der menes begrundet i jalousi.

BNB