Har du hørt om #MeToo og Harvey Weinstein? Ja, hvis du har sanser og en internetforbindelse, så har du formentlig. MeToo er et hashtag, kvinder verden over netop nu skriver på deres profiler på sociale medier for at signalere, at også de er blevet krænket seksuelt af en mand, ligesom adskillige skuespillerinder er blevet det af ovenstående, amerikanske filmproducent. Jeg har svært ved at afgrænse, hvornår man med rette kan bruge hashtagget i det henseende, det var tiltænkt. Jeg har heldigvis aldrig prøvet, at en mand overskred min seksuelle grænse på en måde, der arrede mig eller på anden måde oversteg min integritets eller følelsers ressourcer. Og jeg kunne ikke låne mit hjerte mere ud end til de kvinder, der har. Til gengæld har prøvet at få et beruset klap i røven på en bar og jeg har også vist min langemand til forbipasserende varevogne på gule plader, der hujende tilkendegav, at jeg så sød ud på min cykel. Kan jeg bruge hashtagget, hvis jeg føler et ubehag ved den slags eller er det forbeholdt grovere tilfælde af mandlig opmærksomhed? Og skal de skyldige i varevognen angre? Jeg ved det ærlig talt ikke, men det lader til, at jeg ikke er den eneste, der er i tvivl.

Tryk avler som bekendt modtryk og derfor gik der ikke lang tid efter “MeToo havde set de digitale vægge, før den mandlige kontraudløsning minifesterede sig. Modkampagnen #NotAllMen så dagens lys, fordi mænd følte sig grupperet i én, stor møgbunke af krænkere og overgrebsmænd, angiveligt fordi den nedre grænse for brugen af #MeToo er uklar eller fordi mænd åbenbart reagerer på kampagnen, som de fleste reagerer på synet af en patruljevogn. Casper Gronemann skriver i sin klumme i Berlingske d. 22. oktober, at:

"Kvinders genfortællinger af ubehagelige oplevelser har intet med mænd på et generelt plan at gøre”.

Jeg tolker det som om, han mener, at stråmanden, disse hashtaggene mænd klynger sig til, er, at  “MeToo-logikken, skulle gøre alle mænd lidt "klammo", som han skriver. Klummen konkluderer overordnet, at nogle gange handler en debat bare ikke om dig. Altså dig, manden, der føler dig anklaget på et generelt plan af #MeToo bølgen på de sociale medier. Dig, som lever efter den overbevisning, at du respekterer kvinder, deres grænser og et “nej tak”.
Men enten læser resten af verden ikke Berlingske eller også var forargelsen over at blive taget tl indtægt for sexistiske møgdyrs berettigelse verden over så stor, at Gronemanns klumme ikke var nok til at stoppe modbevægelsen, selvom den var god. I hvert fald lever den modsvarende kampagne, “#NotAllMen, i bedste velgående.

Og så er det, man finder ud af, at det er der en grund til. For den verden, hvori mænd, der ikke har befølt kvinders kroppe, råbt efter dem eller behandlet dem nedværdigende, ikke er krænkere, døde d. 25. oktober i Politiken.

"Stort set hver gang der dukker en artikel eller et debatindlæg op, som handler om strukturel sexisme eller hverdagssexisme, så er det mænd, som kommenterer noget i retning af »jeg kunne aldrig finde på at skade kvinder #NotAllMen«. Selvom disse mænd mener det godt og sikkert aldrig bevist ville udsætte kvinder for undertrykkende handlinger og kommentarer, så betyder det ikke, at de ikke er med til at bidrage til et patriarkalsk samfund, som systematisk undertrykker og underminerer kvinder".

Ifølge Katrine Blauenfeldt er det ikke nok at tage afstand fra mænds krænkelser af kvinder. Hvis du ikke involverer dig dybt i kvindekampen, så er du stadig en undertrykker, der stiltiende accepterer den patriarkalske strukturs daglige overgreb på kvinder. Når man tænker på, hvad mænd egentlig er for en størrelse ifølge Blauenfeldt, så giver det faktisk meget god mening.

“.. i alle mænd er der et potentiale for vold og skadelig adfærd, fordi dette i mine øjne er blevet normaliseret gennem vores patriarkalske samfund". 

Eftersom alle mænd herefter er uden evne til at eksistere uden at udøve skadelig adfærd, hvis ikke de gør sig sanseløst umage for at lade være, giver det også mening, at deres virkelighedsopfattelse udfordres og tilpasses:

"Privilegier er ofte usynlige for folk, som har dem, og derfor kan de ikke selv se, når de handler uhensigtsmæssigt i forhold til folk, der ikke har samme privilegier. Hvis du har de bedste intentioner i verden, og en person fortæller dig, at det, du gør eller siger, virker sårende eller er skadeligt, så er det ganske naturligt at gå i forsvarsposition. Men det er her, man skal stoppe op og lytte. Selv om du ikke oplever et problem, betyder det ikke, at problemet ikke eksisterer".

Manden, vi, efter denne oplysning, kan acceptere, er altså ikke længere herre over sammenhængen mellem egen hensigt og den reaktion, han kan forvente, i sit møde med kvinder. Han kan ikke længere vide sig sikker på, at hvis han ikke ønsker at krænke en kvinde, så har han naturligt indrettet sin fremtræden og opførsel efter dette. Jeg har derfor gjort mig den ulejlighed at udfærdige et par punkter, der kan føre dig, kære mand, nogenlunde sikkert igennem livet og dit møde med kvinder i 2017's Politikenunivers.

Til den uforvarende, privilegieblinde undertrykker:

  • Du skal ikke udfordre kvinders oplevelser og logik, hvis du ikke er en kvinde.

  • Vær bevidst om alle de privilegier, du ubevidst nyder. Find selv ud af hvordan, du kan blive dét.

  • Vid at din eksistens er et testamente til historisk undertrykkelse af kvinder. Start dagen med dén viden og forsøg at slæb dig ud af sengen, hvis du kan.

  • Se dig i spejlet og erkend, at du er ondskaben kødeliggjort siden tidernes morgen.

  • Hvis du føler dig som lidt af en voldelig narrøv er det helt normalt. Det er ikke dit ansvar at forske i årsagen, du er ikke antropolog. Du kan da godt prøve at ændre din mentale DNA, men altså..

  • Forstå, at du IKKE er en allieret i #MeToo-kampagnen, bare fordi du mener, kvinder aldrig skal tåle overgreb - dit køn er årsagen til hele, makker.

  • Debatten er ikke en dialog. Opfat dig selv som en kalk for budskaber.

  • Fremkommer du med en bidragende pointe, undertrykker du måske samtidig en kvindes pointe, som et stærkt barn fra specialklassen klemmer livet ud af en kattekilling. Lad være med at bidrage - har du ikke allerede gjort rigeligt?

  • Hvis en kvinde hævder, at du har krænket hende, så er det sandt. Din hensigt eller din egen oplevelse tæller ikke. Ved du måske, hvad du taler om? Nej. Sæt dig ned. Uden at manspreade.

  • Hvis dine voksne venner udtrykker sig sexistisk, er det ikke nok at tage afstand til deres udsagn eller dem. Det svarer til at holde øje med hoveddøren en mørk nat, imens din kammerat løfter et B&O ned af væggen i en forstadsvilla.

  • Du skal ikke tjekke kvinders kroppe ud, fordi din seksualitet byder dig at tiltrækkes kvinder, så I kan holde bestanden ved lige - kig væk, hun har ikke bedt om din opmærksomhed. Undtagen når hun har. I så fald skal du respektere, at hun er seksuelt frigjort.

  • Kvinders krænkelseshistorie er ikke en scene til din demonstration udi medfølelse.

  • Du skal ikke give kvinder “ordet” i hverken avisspalter, VL-grupper eller politik. Ordet er ikke dit. Bortset fra når du skal pga. kvoter.

  • Virker disse punkter urimelige? Se punkt 1.