Du skal ikke nødvendigvis tro, at din arbejdsgiver har været i det gavmilde hjørne, når du ser lønsedlen for juli og kan se lidt mere i lønningsposen. Men der vil med stor sandsynlighed være lidt mere at hente efter skat. Det sker som konsekvens af den skatte- og pensionsaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i februar og stemte endelig igennem i Folketinget 1. juni.

Rent teknisk er der tale om, at du fremover får et højere skattefradrag på den del af din løn, som du og din arbejdsgiver indbetaler til pension. Så du slipper altså billigere i skat - og får dermed lidt flere penge udbetalt til dig selv. De månedlige pensionsindbetalinger ændres der ikke ved.