Bibliotekerne har en lovfæstet pligt til at sortere og udvælge i det materiale, de stiller til rådighed for publikum, og den forpligtelse svigter de mere og mere. Jo Hermann, formand for Dansk Forfatterforening, og Lise Vandborg, chefredaktør på Litteratursiden.dk, skal have tak for at have startet en debat om dette i en kronik i Berlingske torsdag 26. marts. Desværre blev deres relevante kritik samme dag fejet af bordet i samme avis af den nu afgåede formand for Danmarks Biblioteksforening, Vagn Ytte Larsen, der først hældte vand ud af ørene, og derpå brugte det gamle debat-trick med at tillægge modstanderne et (latterligt) synspunkt, de ikke har:

»Jo Hermann og Lise Vandborg har en ret nostalgisk forestilling om fortidens materialevalg, hvor alle bibliotekarerne hver uge samledes omkring et bord med alle bøgerne i hånden og valgte, hvad der skulle på hylderne.«

Det er under niveau, og forhåbentlig vil den nyvalgte formand, Steen Bording Andersen, hæve kvaliteten, for det er en helt afgørende, kulturpolitisk debat, de to prøver at rejse: Skal bibliotekerne bare være en gratis boghandel, hvor man kritikløst stiller alt det til rådighed, folk efterspørger, eller skal de i højere grad forsøge at påvirke befolkningens kulturforbrug? Og i hvor stor udstrækning skal der tages hensyn til f.eks. forlagenes kommercielle interesser? Det første først:

Det er i høj grad muligt at påvirke folks forbrug af bøger og andre kulturprodukter. Det er der to meget konkrete og overbevisende eksempler på: Mofibo og eReolen. Mofibo er en streamingtjeneste, hvor man for 99 kr. om måneden kan læse alle de e-bøger, man har lyst til. Mofibo afregner et beløb til forlagene for hver bog, og jo nyere og mere populær bogen er, jo højere pris tager forlagene naturligvis. Mofibo ville hurtigt gå fallit, hvis alle kun læste de dyre og populære bestsellere. Derfor styrer Mofibo meget bevidst, hvilke bøger de lægger forrest på deres hjemmeside og anbefaler til folk: det er naturligvis en masse af de gamle, billige titler – og tricket lykkes: 60 pct. af de bøger, der læses hos Mofibo, er disse gamle, billige titler.

Samme erfaring gjorde man, da de fire største forlag i Danmark besluttede at boykotte bibliotekernes gratis udlån af e-bøger (eReolen), fordi man var utilfreds med den økonomiske aftale. I stedet oprettede man sin egen udlånsservice (eBib), som nogle, men langtfra alle, biblioteker også stiller til rådighed for lånerne. Tanken hos forlagene var, at lånerne ville strømme over til eBib, når de ikke kunne finde de populære bestsellere hos eReolen, men i stedet har det vist sig, at folk i stor stil bare låner nogle andre titler hos eReolen. Den erkendelse har været med til at sætte skub i fornyede forhandlinger om at slå de to tjenester sammen. Det kan lyde formynderisk og bedrevidende at sige, at bibliotekerne skal påvirke danskernes kulturforbrug og opfattelse af, hvad der er kvalitet. Det sidste er der naturligvis ikke noget entydigt svar på, men det kan aldrig være en offentligt finansieret kulturinstitutions opgave blot gratis at videreformidle alt det, private, kommercielle aktører prøver at tjene penge på.

Bibliotekerne har en public service-forpligtelse på samme måde som Danmarks Radio: en forpligtelse til i særlig grad at sætte fokus på og fremme de bøger af en vis kvalitet, som har svært ved at klare sig eller slå igennem på kommercielle vilkår. Der er ikke noget forgjort ved at sætte begrænsninger på f.eks. hvor mange krimier, der stilles til rådighed for læserne, så ventetiden måske bliver længere, for at bruge de sparede midler på de mere smalle titler og bruge noget energi på at henlede folks opmærksomhed på disse titler – ligesom Mofibo meget dygtigt gør det.

På samme måde må man spørge, om der ikke skal være en mere restriktiv udlånspolitik vedrørende e-bøger og lydbøger. Både på, hvor mange bøger man generelt kan låne gratis pr. måned, og især måske hvilke bøger. Så man f.eks. fastholdt den nuværende lånegrænse for lydbøger på fire bøger om måneden, men sagde, at der kun kan lånes f.eks. en eller to krimier om måneden gratis. Vil man låne mere, skal det være en anden type bøger. Det vil både give lånerne mulighed for stadigvæk at låne krimier, erotisk litteratur og tilsvarende (men ikke så mange titler), og det vil dermed styrke forlagenes muligheder for at øge salget af disse populære titler.

Det er på tide, at bibliotekerne går mere åbent, lyttende og fordomsfrit ind i debatten end Vagn Ytte Larsen lagde op til.

Desværre er der næppe megen hjælp at hente hos kulturminister Marianne Jelved. Torsdag meldte hun således ud i Politiken, at hun ikke på nogen måde har tænkt sig at lægge begrænsninger på, hvad DR må beskæftige sig med. »Public service kan i princippet være alt,« lød meldingen.

Det er en både skuffende og overraskende melding fra en kulturminister, der i andre sammenhænge både er kvalitetsbevidst og lydhør for det private erhvervslivs forhold. Det har hun tydeligvis ikke her, hvor hensynet til DR vægtes helt ensidigt på bekostning af de kommercielle medieaktører, der føler sig truet af DRs mange statsfinansierede platforme. Man kan frygte, at hun på samme måde vil lade bibliotekerne fortsætte den nuværende tivolisering til ugunst for forlagene – og til skade for befolkningens kendskab til andet end de mest populære titler.