Johan Bernhard Georg Carstensen var en mand med mange talenter. Han var officer, en driftig forretningsmand og energisk iværksætter, og de fleste kender ham som Tivolis grundlægger.

Nu viser det sig imidlertid, at Carstensen formentlig også udfoldede sig som komponist. I anledning af hans 200 års fødselsdag 31. august har Tivolis musikchef Sven Hansen Heidelberg været i arkiverne og fundet noderne til et stykke musik, som han vurderer med stor sandsynlighed er skrevet af Georg Carstensen - dog formentlig med god hjælp fra Tivolis daværende musikchef, H. C. Lumbye.

"Sommer-Casino" er titlen på musikstykket, som man kan høre, når Tivoli-Garden 31. august kl. 19.30 fejrer 200-års fødselaren med en koncert i Tivolis koncertsal. Ud over fødselarens egen komposition byder koncerten også på musik af bl.a. Carl Nielsen, Vincenzo Bellini og H.C. Lumbye.

- Georg Carstensen satte musiklivet i Tivoli højt, og det er takket være ham, at vi i dag har Tivoli-Garden, Danmarks bedste musikskole, siger Sven Hansen Heidelberg.

Det var den 15. august 1843, at Tivoli for første gang slog portene op. Georg Carstensen havde via et energisk benarbejde fået kong Christian den 8.s tilladelse til at etablere en forlystelseshave i København.

Han havde selv designet de fleste af havens boder, pavilloner og restauranter, og på åbningsdagen stod han ved indgangen og hilste personligt de første gæster velkommen.

Tre dages fødselsdagsfest

Tivoli har sat tre dage af - fra 31. augst til 2. september - til fejringen af sin stifters 200 års fødselsdag. Det sker bl.a. med en udstilling og Georg Carstensen og Tivolis historie. Her kan man se, hvordan Tivolis karrusel dengang blev trukket af heste, og læse om den forargelse, det vakte, at mænd og kvinder sad ganske tæt sammen i "Den russiske Glidebane", som var noget helt nyt i Danmark.

Fødselsdagen fejres også med gratis ture i udvalgte forlystelser, med LørdagsSwing All Stars på Plænen og med stort fyrværkerishow lørdag aften, hvor fyrværkerimester Gunnar B. Knudsen tager publikum ud på en tidsrejse med afsæt i festfyrværkeri, som det kunne opleves på Carstensens tid, bl.a. ledsaget af musik af H.C. Lumbye, og til vor tids "orgie af lysbomber" på himlen.