Det storstilede projekt »Tivoli Huset«, som efter planen skal huse forlystelsesparkens nye musik- og balletskole, er blevet stemt ned i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.

Selvom teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) er tilhænger af idéen bag projektet, er han ikke fan af det konkrete forslag, som Tivoli har sendt ind.

»Jeg har meget stor forståelse for Tivolis ønske om at bygge en ny musik- og balletskole. Og jeg bakker meget op om Tivolis ønske om at bygge på en måde, så Tivoli åbner sin facade mere mod den omgivende by. Men det fremlagte projekt bliver for højt, for kompakt og uharmonisk i forhold til omgivelserne,« siger borgmesteren i en skriftlig kommentar.

»Tivoli Huset« skulle efter den oprindelige plan stå færdigt i 2017 og opføres som en tilbygning til Tivolis Koncertsal ud til Tietgensgade. Men med afvisningen fra Teknik- og Miljøudvalget må Tivoli nok udsætte byggeplanerne lidt, indtil der er et godkendt projekt.

»Jeg og flertallet ser meget gerne et revideret projekt fra Tivoli. Her skal der være mere fokus på forholdet til de eksisterende bygninger i nærområdet, oplevelsen af gaderummet, kig ind til haven og til de modstående facaderækker og muligheden for cykelparkering på egen grund,« siger Morten Kabell.

Et andet stort byggeprojekt i den gamle forlystelsespark midt i København er »Tivoli Hjørnet« på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade. Bygningen skal her huse restauranter, butikker og hotelværelser fordelt på 5.300 kvadratmeter. Lokalplanforslaget er for nylig blevet godkendt i Miljø- og Teknikudvalget.