Tingbjerg er meget andet end bander og ballade – jeg har boet her i 22 år, og jeg elsker bydelen

For snart 22 år siden var jeg så heldig at få en lejlighed i Tingbjerg. Jeg kom fra en lille to-værelses med kun koldt vand og havde en nyfødt på armen. En måneds tid forinden havde jeg været herude og se på bolig med stor mave. Det var en forårsdag, hvor alting var lysegrønt og her duftede af syrener, og jeg smilede stort ved tanken om de mange fremtidige gåture, da vi kørte forbi Utterslev Mose for at komme ind i Tingbjerg.

Nu som dengang føler jeg glæde, når jeg ser ud af mine vinduer på alt det grønne. Hvordan træerne tegner skygger på de fine gavle, og jeg kan høre vinden suse i de store træer, men allerbedst – der, hvor jeg stopper op – er, når Solen om vinteren går ned over tagene på de lave huse og farverne springer frem mellem grenene på de høje træer i »Skoven«. Dette flotte syn ser jeg om aftenen fra første parket i min sofa.

Glæden bliver ikke mindre om morgenen, når Solen når op over taget på bygningen overfor lige nøjagtig, så det passer med, at lyset vælter ind i mit køkken, eller når jeg bevæger mig rundt i vores bydel og følger lysets og årets gang. Alt er pakket ind i grønt, og på finurlig vis er gader og huse anlagt, så det hele buer og bevæger sig, træer og buske fylder ud mellem husene og der er dejlige grønne arealer overalt. Det er mere end tydeligt, at arkitekten virkelig har tænkt og planlagt for familieliv.

Jeg skal give mig tid, når jeg går ud. Ikke blot finder jeg konstant nye detaljer overalt, det tager sin tid at komme rundt, for alle vegne møder jeg andre tingbjergensere. Faktisk kan det tage en evig tid at gå, hvad der normalt tager ti minutter for at komme i Spar, fordi jeg møder en hel del, jeg får en snak med. Trænger man til en snak, er det bare at bevæge sig ud, og er det ikke nok, er der uendeligt mange mødesteder og aktiviteter, man kan deltage i.

»Rædselsfulde« Tingbjerg

I bydelen er vi bundet sammen på kryds og tværs af religioner og kulturer gennem pensionistklub, svømmeklub, fodboldklub, forskellige foreninger og aktiviteter i form af madlavning, hobby og kreativitet, debatter, besøg udefra, Den Sociale Helhedsplan og forskellige arrangementer til højtiderne. Rigtigt mange ansatte herude og rigtigt mange af Tingbjergs beboere brænder for bydelen og gør den varm og levende – noget, alt for mange glemmer og som alt for ofte forsvinder i medier og debatter.

Dette er kun lidt af alt det gode, der er ved at bo i Tingbjerg, for jeg kunne i virkeligheden skrive meget mere. Der er emner og historier nok.

Pointen med at fortælle alt dette er, at der endnu en gang – med Alis bageri, der blev smadret – er kommet fokus på, hvor »rædselsfuld« en bydel, Tingbjerg er. Men Tingbjerg er meget andet og mere, og det, der gør det svært at bo i Tingbjerg, er ikke Tingbjerg, ligesom det heller ikke er de efterhånden over 50 nationaliteter, vi har boende herude, der gør det svært – tværtimod!

Det, der gør det svært – til tider virkelig svært – er den måde, som resten af Danmark ser på og omtaler vores bydel.

Det er måden, hvorpå vores bydel hives frem som stedet, hvor der »skal ryddes op«, hver gang der er valg, eller når medierne kun beretter om alt det negative. Det negative, som fylder så lidt i rækken af oplevelser, sammenkomster – og bare helt almindelige hverdage og helt almindelige liv.

Tingbjerg er helvedes forgård

Det er selvfølgelig ikke fedt, at her bor 187 familier (jeg mener, at det er tallet), der koster samfundet et relativt stort beløb i overførselsindkomst hvert år, eller at her er bandemedlemmer. Men her bor knap 6.000 mennesker, så 187 familier er blot en lille andel, ligesom bandemedlemmerne blot udgør et lille antal i den store masse. Langt de fleste mennesker herude er helt almindelige mennesker, som går på arbejde, henter børn, laver mad, er sammen med familien og sover roligt i deres senge om natten. Langt de fleste har en indkomst, deltager i aktiviteter, interesserer sig for naboerne og bor i helt almindelige, pæne hjem.

Men med alle de negative historier i medierne forledes København og resten af Danmark til at tro, at Tingbjerg er noget nær helvedes forgård, og at bydelen »bare skal jævnes med jorden.« Det skorter ikke på fantasien i kommentarerne på Facebook, når der (igen) er et opslag om noget, der er hændt i Tingbjerg, ligesom medierne altid forstår at fremstille bydelen (især visuelt) som kedelig og grim.

Det er nu heller ikke svært, når langt de fleste billeder bliver taget på vores »hovedgade«, der efterhånden ser noget slidt og trist ud. Det er ikke svært at få et noget ensidigt billede af vores dejlige bydel, når stemningen piskes op, og langt de fleste aldrig har sat deres fod i Tingbjerg.

De, der kommer, ser ofte ikke mere end hovedgaden, og det er trist. De skulle bevæge sig lidt rundt, se haven bag Gavlhusvej, der snor sig om legeplads og beplantning, med springvand og om foråret smukt blomstrende træer, gå ned ad de i grønt indpakkede gader, gå ad stierne, hvor birketræerne bøjer sig ind over dig og truer med at klappe dig på hovedet.

»Min« opgang består som de fleste andre opgange herude, af seks boliger fordelt på tre etager. Her bor vi seks familier med herkomst i seks forskellige lande. Jeg har supergode naboer, som jeg ikke vil undvære for alt i verden. Jeg føler mig tryg, og når jeg har brug for en snak, kan jeg altid lige kigge forbi. Ind imellem mødes vi og drikker kaffe, og noget jeg sætter særlig pris på, er det kæmpe opbud af gufferier, der altid bliver disket op med, for det er sådan, man gør i andre kulturer end den danske. Så er der de dage, hvor naboerne i ens egen blok ikke er nok. Så går jeg lige over græsset, og dér finder jeg altid en kop kaffe med mit navn på – for her er naboer ikke bare dem i opgangen. »Naboer« indbefatter alle dem, der bor i nærheden – og flere gader væk. Hvor mange steder kan man sige sådan om sit nabolag?

Glem ikke alle os andres

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Tingbjerg kunne trænge til et »løft« i forhold til både indkomstniveau, pasning af arealer, flere beboere med dansk etnisk herkomst og positiv omtale i medierne, men det betyder ikke, at Tingbjerg og hendes beboere er skrot.

Vi og Tingbjerg er en del af København. København som i øvrigt i alle bydele oplever og har oplevet lige så mange problemer som Tingbjerg. Indtil sidste omgang bandekonflikt lå Tingbjerg faktisk langt nede på listen over bydele med flest overfald (med eller uden våben) – og hvor mange bydele kan sige sig fri for at have beboere på overførselsindkomst?

Jeg har aldrig følt mig utryg eller bange for at bevæge mig ud om aftenen. Jeg har ofte følt mig utryg i byen, men så snart bussen kører ind i Tingbjerg, er den følelse borte, for så er jeg hjemme. Dette er min bydel – vores bydel – på godt og på ondt, men mest godt. Tingbjerg er noget helt særligt.

Så kom nu, København og resten af Danmark – almindelige mennesker, såvel som politikere og medier. Se lidt mere nuanceret på tingene. Det er fint at holde fokus på de problemer, der skal løses, men glem ikke også at se på de mange. Den store gruppe, der er glade for at bo her, og som lever helt almindelige liv. Jeg vil gerne opfordre alle til at tage de sorte briller af og se alt det gode, der også er her, og at høre på beboerne, når man planlægger ting for Tingbjerg i stedet for at trække ting ned over hovedet på os, hvor velment det end er. Vi er heldige med de mange nationaliteter, den fine arkitektur og de mange grønne arealer – vær rare at værne om det.

Nu vil jeg sætte mig med tæppe og kaffe på trappen ned til min lille have og glæde mig til, at det hele snart bliver grønt igen. Jeg kan sidde der og glæde mig til det, der kommer. For der er fine planer for Tingbjerg med nyt byggeri og nye butikker, så vores hovedgade igen kan virke indbydende og måske invitere til længere gåture for besøgende – og er jeg heldig, kan jeg nå at vinke til den lange række af børn, der ofte går forbi, når børnehaven går tur. Det gjorde de, da mine egne børn var små, og det gør de endnu. Hvad der er helt sikkert, er, at der nok skal gå en masse naboer forbi, der lige hilser og måske endda vil sludre.

Anja Brinch er cand.arch. og bosat i Tingbjerg.