Lea fra Holbæk var lørdag i København for at vifte med sit dannebrogsflag på Amalienborg Slotsplads.
Og da Dronningen var kørt af sted mod Rådhuspladsen i sin guldkaret, kom Lea sammen med sin storesøster, mor og far inde i porten i Det Gule Palæ for at skrive en hilsen til regenten.
Det var dog ikke Dronningen alene, der havde lokket familien til København. Leas storesøster havde deltaget i ”ballet for sjov” på Det kongelige Teaters Balletskole lørdag formiddag, og så var det oplagt at være med til at være med til at fejre regentjubilæet bagefter, mente familien.
- Dronningen har gjort det godt
Inge Nielsen fra Taastrup derimod var taget til København udelukkende for at fejre Dronningen – herunder at skrive en hilsen til regenten på et af de fremlagte ark.
- Det fortjener hun. Dronningen har gjort det godt, mener Inge Nielsen, der ikke normalt er blandt gratulanterne på Amalienborg Slotsplads, når der er mærkedage i kongefamilien.
- Men nu skulle det være.
Også søndag mellem klokken 10 – 14 er det muligt at skrive en hilsen til Dronningen i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, København K.