Drenge! Hvis fodboldikonet David Beckham bærer en flat cap, er det tid til at hoppe med på vognen«. Sådan skrev den engelske avis Telegraph i januar 2013 under overskriften »David Beckham signalerer herrekaskettens tilbagevenden«.

Det er nok tvivlsomt om modeikon og nuværende Paris Saint-Germain-spiller David Beckham kan genindføre flat cappens popularitet i fodboldverdenen. Da fodboldklubben Burnley FC vandt den engelske FA-cup finale i 1914, var den højeste mode og de fleste – hvis ikke alle – af finalevinderne bar en herrekasket. Uden for banen forstås.

Ikke desto mindre er han ikke det eneste medieidol, som har fundet glæde ved kasketten. Både skuespilleren Brad Pitt og popsangeren Justin Timberlake er flere gange blevet spottet og fotograferet med hovedbeklædningen, og nu er herrekasketten også kommet på mode i København, hvor mænd i alle aldre flasher den gamle kending. Mode-ekspert Chris Pedersen siger, at det klassiske herretøj er kommet på mode igen som følge af krisen og en nostalgisk søgen efter faste former og traditioner.

»Ser man tilbage på starten af 00erne var mandebilledet som modeperson en 19-årig dreng, for alle modehusene henvendte sig til de unge forbrugere. Men i kølvandet på krisen oplever vi en opblomstring af det klassiske mande- og kvindeideal. Unge mærker begynder at se mod den klassiske herregarderobe,« siger Chris Pedersen, redaktionschef på herremagasinet Cover.

Det drejer sig blandt andet om jakkesæt, chinobukser, klassiske lædersko med runde snuder, hatte og herrekasketten.

»Det er en klassisk kasket, men den føles ikke så ung. Jeg har den faktisk selv,« griner Chris Pedersen.