Vi har fået vores egen parcelhus-milits. Okay, milits er måske så meget sagt, for det er egentlig bare et sammenrend af bekymrede fædre (og et par af de mere modige mødre), der har dannet et borger-vagtværn, men ikke desto mindre er deres erklærede og ganske ædle formål at bekæmpe den stigende mængde hjemmerøverier og indbrud herude. Man kan naturligvis diskutere størrelsen af den afskrækkende effekt, en midaldrende mand fra Tårnby måtte have på hærdede, østeuropæiske gangstere, når han kommer trillende der i sin metalblå, nyvaskede Peugeot Partner, men ikke desto mindre patruljerer disse frygtløse familiefædre (og mødre) dagligt op og ned ad de ellers engang så stilfærdige villaveje i nøje koordinerede skiftehold. Årvågne og opofrende, så vi andre kan sove nogenlunde trygt i visheden om, at ingen i hvert fald render med PH-lampen og ungernes PlayStation i nat.
Jeg har flere gange overvejet selv at melde mig. Ikke fordi jeg nærer nogen større tillid til mit mandsmod, skulle jeg pludselig stå ansigt til ansigt med et hold af bulgarske hjemmerøvere, men fordi det jo egentlig lyder meget spændende, det der med at køre rundt og stresse østbanderne ud på den anden side af kommunegrænsen alene ved min blotte tilstedeværelse. Nogen SKAL jo gøre det, især i disse tider, hvor den lokale politistation for længst er lukket, og ordensmagten efterhånden kun indfinder sig på disse kanter, hvis der er ulovlig afbrænding af haveaffald, fartkontrol på Løjtegårdsvej eller tilbud på onsdagssnegle hos Johns Kagehus.