I dansk sammenhæng forstås »armslængde-princippet« som den regel, at staten bør nøjes med at fastsætte de ydre økonomiske og institutionelle rammer for kunst og videnskab og blande sig uden om deres nøjagtige indhold.

I de senere år har dette princip været under stigende pres. For et par år siden påkaldte daværende forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V) sig stor opmærksomhed ved skarpt og truende at kritisere en offentlig bevilling til forskning i Bornholmsk folklore. Store dele af pressen fulgte trop og talte nedladende om »Krølle-Bølle forskning«.

Dette års politiske smædekampagne mod DR Dramas »røde lejesvende« er ikke set mere veloplagt og indædt siden Erhard Jakobsens glansperiode. For ganske nylig har  bloggeren Mads Holger for alvor blandet sig i koret: »Den der betaler for orkestret, vælger musikken,« fastslår hans indlæg på b.dk fra 14. marts.

Et så uforbeholdent angreb fra den selverklærede »sidste romantiker« er temmelig overraskend, for så vidt som armslængde-princippet er vægtigt konservativt arvegods. Centrale konservative tænkere har fastholdt, at kunsten og videnskaben er civilisationsbærende områder, der spiller efter helt andre regler end det politiske liv.

F.eks. betragter amerikanske Michael Walzer i sin berømte 1983-bog »Spheres of Justice« politisk detailstyring som regulært tyranni: Hvis politikere brutalt forvandler politisk og økonomisk magt til kunstnerisk og videnskabelig magt, invaderer de ifølge Walzer et område, hvor andre mænd og kvinder retmæssigt styrer. Disse tanker går i lige linje tilbage til den moderne konservatismes urfædre. Ingen ringere end Edmund Burke tordnede i 1775 mod »vulgære og mekaniske« politikere, der greb ødelæggende ind i værdifulde traditioner.

Sådanne »små hoveder« (little minds) var i Burkes øjne uegnet til regeringsmagten. På dette punkt markerer konservativismen sig som afgørende forskellig fra f.eks. marxismen, der anser alt for politisk, og markedsliberalismen, der accepterer pengemagtens dominans.

Armslængde-princippet kan også begrundes uden appel til ærværdige autoriteter. En væsentlig hensigt med offentlig støtte til kunst og videnskab er vel at sikre Danmark levedygtige og frugtbare traditioner på disse felter.

Det er svært at se, hvordan dette skulle kunne lade sig gøre, hvis hvert regeringsskifte medfører store udsving i den efterspurgte forskning og kunstneriske aktivitet. Begge områder er båret af langsigtet stræben mod mål som væsentlighed og originalitet, som vanskeligt lader sig reducere til, hvad der her og nu er populært, underholdende og profitabelt.

Skatteyderne udsteder ikke, som Mads Holger hævder, en »blankocheck«, men holder nidkært dansk kunst og videnskab op mod højeste internationale niveau gennem en række kontrolinstanser. Holgers betragtninger giver mest mening, hvis statsstøttede kunstneriske og videnskabelige produkter udelukkende forstås som handelsvarer beregnet for det danske marked.

Men selv fortidens mest egenrådige mæcener vidste, at kunstens og videnskabens egentlige værdi og prestige lå et andet sted end provinsiel underholdning, profit, og smiger. Vores nuværende civilisation hviler på, at talentfulde og flittige mennesker gennem tiden har fået plads til at stræbe højere.

Det ville være ironisk, hvis Danmark som et af verdens mest velstående og gennemciviliserede samfund skulle gå forrest i kampen mod sine egne rødder.