570 jakkesæt sidder bænket på rad og række. Essensen af det danske erhvervsliv. Skulder ved skulder klædt i mørkt stof. Anledningen er VL Døgnet på Hotel Marriott, og formålet er at diskutere, hvilken og hvor stor en rolle dansk industri skal spille i dansk økonomi fremover. Alt sammen under parolen »Industri Version 2.0«.

Helle Thorning-Schmidt åbnede VL Døgnet med en tale, hvori statsministeren pointerede, at krisen ikke er ovre, men at det går i den rigtige retning – og at industrien og produktionen spiller en stor rolle i den forbindelse.

{embedded type="node/feeditem" id="28252413"}

Helle Thorning eksemplificerede med teknologivirksomheden Apple, der flytter mere og mere af produktionen hjem til USA. En tendens Thorning gerne ser breder sig til Europa og ikke mindst til Danmark. Blandt de øvrige talere ved årets VL Døgnet var administrerende direktør i Lego Jørgen Vig Knudstorp og direktør i Danish Crown Kjeld Johannesen.

Meldingen var dog ikke kun, at Danmark i højere grad skal satse på at være et produktionssamfund. Fra de to tyske talere, FLSmidth-topchefen Thomas Schulz, og direktør i Bosch Gasoline Systems Eckart Reihlen lød opfordringen, at danske virksomheder skal være bedre til at brande deres »danske identitet«, da de danske erhvervsværdier nyder stor respekt ude i verden.