I den seneste tid og på baggrund af flere ulykkelige sager er fremsat kritiske udtalelser både fra politisk hold og for ganske nylig fra Børnerådets kvindelige formand der har fremsat krav om, at der gennemføres en tilbundsgående undersøgelse af de såkaldte sociale hjælpeforanstaltninger, der bliver udsatte børn og unge til del.

Når spørgsmålet tidligere har været rejst, har professioner som pædagoger og især socialrådgivere valgt angrebet som det bedste forsvar, hvor de uanset skandalernes mængde påberåber sig egen uundværlighed. De faglige repræsentanters rutinerede nødråb om flere ressourcer synes som sædvanlig at møde en modtagelig og ukritisk klangbund hos medierne, ikke mindst når muligheden samtidig er til stede for at skælde ud på politikerne, der må holde for som de obligate syndebukke og udsættes for harmfulde anklager om hjerteløs kynisme og utidig spareiver.

Den massive og ensidige opmærksomhed, som medierne tilbagevendende yder behandlersamfundets fagpolitiske talsmænd, savnes til gengæld helt og aldeles, når statslige undersøgelsescentre som Det nationale forskningscenter for velfærd (www.sfi.dk) og Danmarks Evalueringsinstitut (www.eva.dk) med mellemrum offentliggør rapporter og analyser, der påviser en svigtende kvalitet i sagsbehandlingen sat i relief af en påvist ringe brugbarhed af socialrådgiveres og pædagogers uddannelse i praksis.

Hertil kommer, at de anbringelsessteder som skulle bedre de anbragte børns livsmuligheder, ikke er i stand til at tilbyde dem en støtte, der kan gavne deres videre udvikling. Tværtimod fastholdes de for en stor dels vedkommende i en underprivilegeret situation med et lidet misundelsesværdigt fremtidsperspektiv og for adskilliges vedkommende med en nærliggende risiko for at indskoles i rollen som livsvarige sociale klienter, sådan som det kan læses i en tidligere offentliggjort analyse fra Rockwoolfonden (maj 2011).

Hvordan har offentligheden, ansvarlige politikere og administrative ledere samt for den sags skyld medierne i årevis kunnet lukke øjnene for et enormt spild af menneskeliv og ressourcer uden at reagere?

En del af årsagen beror givetvis i, at klientellet kommer fra de laveste og mest sårbare lag i samfundet og stort set negligeres af pressen, som i stedet foretrækker at lade behandlersamfundets fagpolitiske talsmænd tolke de udsatte gruppers behov og samtidig ikke mindst fremføre egne krav om tilførsel af flere ressourcer.

Inden for den sociale forvaltnings familieafdelinger findes iøjnespringende misforhold, der trænger til at blive set nærmere efter i sømmene. At både familiekonsulenter, de tidligere »hattedamer«, døgnpleje-konsulenter, faglige konsulenter etc. ud over den manglende faglige udrustning har åbenbare vanskeligheder med at samordne faglige ambitioner og undertrykke rivalisering i administrative kompetencespørgsmål, svækker uvægerlig koordinering og beslutningsevne. For det barn og den familie, som sagen i sidste ende handler om, opstår uklarhed og forvirring om, hvem der egentlig har det afgørende ord at sige.

At være en god sagsbehandler fordrer, at man foruden at have en nær føling med sagen og de implicerede parter tillige er kapabel i administrativ henseende og ikke blot letfærdigt affejer dokumentation og informationskrav som regelhysteri og bureaukratisk tidsspilde. Lige så lidt som man ville føle sig tryg ved en læge, der uanset at han måske kan være en rar og velmenende person ikke mestrer sin metier, men sjusker med journalføring og recepter gælder det samme for en sagsbehandler, der er udstyret med endnu større indflydelse på en families ve og vel.

De i dagspressen udførligt omtalte sager fra bl.a. Tønder, Aarhus og Brønderslev er triste eksempler på, at sagsbehandlere ikke har levet op til en professionel og ansvarlig standard. At tildele politikerne hele skylden er misvisende ansvarsforflygtigelse. Mangelfuld uddannelse, svigtende opfølgning og grov pligtforsømmelse er nok så væsentlige årsager.

Kritik af behandlingssystemet har generelt ringe mulighed for at komme til orde og fremkalder sædvanligvis defensive og aggressive reaktioner hos de implicerede aktører, mens både uddannelsessteder og fagforeninger risikofrit kan lade hånt om enhver kritik, hvor fagligt og videnskabeligt den end måtte være begrundet.

Ønskedrømmen hos behandlersamfundet er formodentlig, at det politiske magtskifte kan mane nedskæringstruslen i jorden, og at »rød blok« vil sikre endnu flere ressourcer kvaliteten ufortalt, samt at alt fortsætter i den hidtidige bedrøvelige skure. Menkravløs opfyldelse af en sådan forhåbning risikerer snarere at befæste den rådende stagnation og ideforladthed på netop det sociale område.

Et mere fremsynet alternativ kunne derimod være at lægge den patetiske retorik og de let gennemskuelige paroler til side for i stedet at erkende den bestående mistrøstige tilstand på området og ikke ud fra egne særinteresser bevidstløst ivre for endnu flere anbringelser og institutionspladser. I forvejen anbringer vi flere børn uden for hjemmet end i noget andet skandinavisk land.

Et mere fremsynet perspektiv måtte være at tage ved lære af kritikken og udvise en aktiv og iderig medvirken til, at indsatsen i højere grad bliver pengene værd, og til større gavn for udsatte børn og unge. Det er ifølge lovens ånd og bogstav dem som samfundets offervilje først og fremmest burde komme til gode.