Talende isvafler, skøre bananer og lyserøde bryster. Sådan ser resultatet af Tigers første kunstnerkollektion, »Play with Misaki«, ud. Produkterne er blevet til gennem et 12 måneder langt samarbejde mellem butikskædens designteam og den New York-baserede japanske kunstner Misaki Kawai.
Hendes farverige univers er blevet omsat til 28 produkter, der kommer til at præge butikshylderne i Tigers 600 butikker verden over, hvor produkter som kortspil, yogamåtter, muleposer og træfigurer er en del af sortimentet.
Det er ikke første gang, detailkæden snuser til kunstens verden. Sidste år samarbejdede kæden med Yoko Ono om en fotobog, og tidligere har Tiger samarbejdet med Statens Museum for Kunst og udgivet musik med jazzmusikeren Carsten Dahl og musikeren Vinnie Who.
Umiddelbart bevæger forretningen Tiger og kunstneren Misaki Kawai sig i to forskellige verdener, men konceptudvikler i Tiger, Mai Due Brinch, mener, at man sagtens kan forene erhverv og kunst. At gøre kunst tilgængelig for flere mennesker peger netop ind i kernen af Tigers vision, forklarer hun.
»Det er et sats, når vi vælger at arbejde med nogen, som ikke alle kender, men vi er ikke bange for det smalle,« siger hun og tilføjer:
»Vi håber, at det kan stimulere en interesse hos vores kunder, og måske vil folk lære hendes kunst at kende gennem Tiger og gå ind og se hendes næste udstilling. Vi vil gerne skabe et øget fokus på, hvad kunst kan gøre for os alle sammen. Kunsten kan røre og overraske, åbne vores horisont, få os til at se verden i nye perspektiver.«
Kunsten bliver mere tilgængelig
Tiger og Misaki Kawai fandt hinanden gennem kunstfaglig leder af Århus Kunsthal Jacob Fabricius. Han havde udarbejdet en liste med kunstnere, som kunne være interessante for Tiger at arbejde sammen med. Det var vigtigt at finde en kunstner, der passede til Tigers identitet, og da butikskæden blev præsenteret for Misaki Kawais karakteristiske univers, stod det klart, at hun var den helt rigtige.
Tiger ønsker at udfordre den traditionelle måde, som virksomheder arbejder med kunstprodukter på, så i stedet for at printe Misaki Kawais kunst på forskellige produkter, samarbejdede kæden med hende om at skabe og udvikle et univers, som var karakteristisk for hendes kunstneriske praksis.
»Som virksomhed er det utrolig vigtigt, at man respekterer de kunstneriske kræfter og ser potentialet i det. Både virksomhed og kunstner skal kunne se sig selv i projektet. Det vigtigste at begge parter bevarer deres integritet, hjerte og sjæl,« siger Mai Due Brinch.
Misaki Kawai har tidligere udstillet på blandt andet MoMa i New York, Children’s Museum of the Arts i New York og Malmö Konsthall i Sverige. Hun sagde ja til at samarbejde med Tiger, fordi idéen om at gøre kunst mere tilgængelig og demokratisk samt tanken om at bringe hendes værker ind i børneværelser og køkkener verden over, tiltalte hende.
»Vi håber, at produkter som forklæder, kortspil og sjippetorve med Misaki Kawais sjove motiver kan give børn og voksne lyst til at gå i køkkenet sammen og bage en kage og ellers bare skabe noget så simpelt som nysgerrighed og glæde hos både børn og voksne,« siger Mai Due Brinch.