En tale kan være fantastisk og blive husket i generationer. Den kan også være pinagtig, blive glemt så snart glasset bliver hævet til et »skål« eller i nogle tilfælde aldrig blive holdt, fordi nervøsiteten spænder ben.

Lars Klingert, tidligere studievært på DR, har sat sig for at hjælpe alle, der vil være bedre talere. I sin bog »Brænd igennem«, der udkommer i næste uge, viser han, hvordan man kan bygge en tale eller et fagligt oplæg op. Og hvad man kan gøre, når munden føles tør, og frygten for at gå i sort melder sig.