David Montgomery forsøgte med Mecom - der blandt andet ejer Berlingske - at opbygge en europæisk mediegigant, men finanskrisen og et mediemarked i forandring endte med at spænde ben for hans planer. Montgomery blev tvunget til at træde tilbage i januar 2011, men nu ser det altså ud til, at han er på vej tilbage i medieverdenen.

I hvert fald melder britiske medier om, at medie- og ejendomsselskabet Yattendon er parat til at købe knap halvdelen af aktierne i avisen Daily Mails regionalavis-division, der ligger i selskabet Northcliffe Media. De to virksomheder skal fusioneres og fortsætte under navnet Local World. Topchefen bliver David Montgomery, der også bliver en del af ejerkredsen, skriver avisen.

Selskabet bag Daily Mail bekræffter, at der foregår forhandlinger om Northcliffe Media fremtid, men det understreger også, at der ikke er underskrevet noget endnu. Ifølge Financial Times er den samlede værdi af Northcliffe Media i omegnen af 100 millioner britiske pund (928 mio. kroner).

Bank of Ireland, HSBC og Lloyds Banking Group er nævnt som de bankforbindelser, der skal stå for finansieringen. Northcliffe Media står i dag for 84 publikationer, mens Yattendons mediehus står for mere end 30.

Det har længe ulmet med forlydender om og argumenter for konsolidering blandt virksomhederne bag de britiske lokalaviser. Da finanskrisen brød ud i 2008 sank bankernes eventyrlyst til noget nær nulpunktet, og herefter blev fusionstankerne sat i bero.

For 18 måneder siden kom emnet dog på bordet igen i forbindelse med, at mediekoncernen Trinity Mirror snuste til Daily Mails lokalavisforretning. Den handel gik dog efterfølgende i vasken.