Daniel Goldschmidt, søn af ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt, købte sidste år det sønderjyske IT-selskab Confero i Aabenraa. Men selskabet røg ud i krise, og siden marts har to tidligere ansatte forsøgt at få deres løn vredet ud af Daniel Goldschmidt, fremgår det af retsdokumenter. Ifølge dokumenterne er det ikke lykkedes de ansatte at få deres penge, og de har derfor begæret IT-virksomheden konkurs. Konkursbegæringen behandles i skifteretten i Sønderborg på fredag.

Daniel Goldschmidt stiller sig uforstående overfor de tidligere ansattes krav: »I marts var der nogle få dage, hvor jeg var på rejse, og det glippede med lønudbetalingerne, men de ansatte har naturligvis fået løn for marts, april og maj,« siger han.