Bølgen, som skyllede over et dige, rev ikke blot et stykke af stendiget med sig; den skyllede adskillige turister, som var på plads for at se det storslåede naturfænomen, omkuld.
Haining ligger ved floden Qiantang, som munder ud i Hangzhou-bugten, og hvert år samles tusinder af lokale og turister i august måned for at se store tidevandsbølger buldre ind gennem bugten og op ad floden. August er højsæson, og normalt når tidevandsbølgerne en højde på omkring ni meter, når det indflydende vand møder de udadstrømmende vandmasser fra floden.
I år har tyfonen Trami, der i denne uge har hærget det østlige Kina, dog betydet, at tidevandsbølgen torsdag blev den største i et årti med en højde på op til 20 meter.
Bølgens styrke overraskede en flok turister, da den rev dele af et stendige og flere sikkerhedsnet med sig. Over 30 personer kom til skade og måtte en tur på hospitalet.
Tidevandsbølgen, som også kaldes Qiantang-bølgen, er Kinas mest spektakulære, og den har været fejret siden Han-dynastiet (fra 206 før Kristus til 220 efter Kristus).
Siden 1994 bliver der hvert år i august holdt en international tidevandsbølge-festival i byen Yanguan og fænomenet, hvor en enorm mur af vand med en tordnende larm ræser frem med en hastighed på ti meter i sekundet, tiltrækker titusinder af turister fra både ind- og udland. Den officielle dato for festivalen er den 18. august.
Tidevandsbølgens enorme størrelse skyldes ikke kun månens tiltrækningskraft. Qiantang-flodens store, tragtformede udmunding får bølgen til at rejse til til rekordhøjder.
Haining ligger 125 kilometer vest for Shanghai og 60 km øst for storbyen Hangzhou.
{embedded type="node/webtv_link" id="26626429"}
Er du på mobil eller app, kan du se Qiantang-floden og Haining på et kort HER