Hvad kendetegner en god biografi? At den ikke, tænker jeg, »kun« er et portræt af et menneske, men også samtidig et portræt af en tid.

Som den store, amerikanske Ronald Reagan-biografi, som Poul Høi anmelder i denne uge. Som Jens Andersens fornemme Astrid Lindgren-biografi fra sidste år. Som den østrigske forfatter Stefan Zweigs bevægende selvbiografi, »Verden af i går«, som han skrev kort før sit uundgåelige selvmord.

Når det er sådan, når en biografi samtidig bliver en indføring i et stykke historie, får biografien netop den dobbelte rolle, der gør den uomgængelig: Den bliver både en fortælling om et menneske og om en tid.

Og det er jo ikke, fordi der er noget galt med den historieskrivning, der har et andet udgangspunkt – som, om man så må sige, anskuer stoffet udefra, og som med udgangspunkt i kilder og kildekritik giver mere eller mindre kompetente bud på, hvad der skete og hvorfor.

Biografien kan bare noget andet.

Den kan på en anden måde fastholde interessen hos os, der læser, fordi det nu engang er sådan, at det enkelte menneske og dette enkelte menneskes skæbne altid vil være det, der fascinerer os mest. Uden mennesket – ét menneske – i centrum mangler der let den krog, der kan holde os fast. Uden den krog savner vi let en slags mening med det hele. Eller i hvert fald et perspektiv. Et »noget«, der kan sætte kød og blod og skæbne på verdens gang.

Jeg tror også, at det er derfor, biografien som genre altid har været og stadig er så populær (og nu tænker jeg ikke på alle de hurtigt skrevne bøger om popstjerner og fodboldspillere og kendisser, som forlagene sprøjter ud, men om rigtige biografier).

Biografigenren er så populær, fordi den altid har et menneske i centrum, og fordi dette menneske, hvad enten man bryder sig om dets konkrete gøren og laden eller ej, giver mulighed for identifikation eller mod-identifikation. Både med dette menneske og med dets tid: Tænk, hvis det var mig. Godt, det ikke var mig. Tænk, hvis jeg havde levet dengang. Godt, at jeg ikke levede dengang.

Derfor elsker vi biografier, og hvis jeg skal nævne en anden af mine favoritbiografier, må det blive Klaus Manns selvbiografi, »Vendepunktet«, der udkom på engelsk i 1942 og ændret og posthumt og på tysk i 1952.

»Vendepunktet« er verdens gang fortalt af en mand, der var søn af en af Tysklands største forfattere nogensinde, Thomas Mann, og som var begavet og homoseksuel og miserabel. Også Klaus Mann begik selvmord. Hvilket ikke gør læsningen af hans selvbiografi mindre bevægende. Snarere tværtimod.

Den har alt det, der gør en god biografi. Den handler om levet liv og om det at leve i en tid. Og i tid i det hele taget. Dengang. Og til alle tider.