Thure Lindhardt er uden sammenligning det absolut varmeste danske navn lige nu i filmfestivalen i Berlin, hvor der vises hele tre aktuelle film han har hovedrollen i. Foreløbig har han høstet begejstret respons for sin rolle i den amerikanske instruktør Ira Sachs selvbiografiske film ”Keep The Lights On”, en rolle der dog kostede Thure Lindhardt mange overvejelser før han takkede ja.

Filmen, der skildrer et destruktivt kærlighedsforhold mellem to mænd i New York, indeholdt nemlig en række meget eksplicitte sexscener, som Thure Lindhardt hurtigt besluttede måtte ud, hvis han skal være med i filmen.

- Der var scener, hvor jeg skulle gøre… ting. Ting, som jeg straks sagde til instruktøren, at det ville jeg aldrig gøre under nogen omstændigheder, siger Thure Lindhardt til Berlingske i Berlin.

Efter flere samtaler blev skuespilleren og instruktøren enige om udformningen af sexscenerne. Instruktøren accepterede kun at filme danskeren fra over bæltestedet.

Ira Sachs forklarede tillige den danske skuespiller, at en række scener i manuskriptet udelukkende var med for at give producenter og filmens investorer et mere klart billede af filmens univers. Dertil måtte Thure Lindhardt også bruge tid på at overveje, om han karrieremæssigt risikerede at blive kategoriseret som ”bøsseskuespiller”, hvis han tog rollen.

- Jeg prøvede at vurdere om dette ”bare” var en bøssefilm… For mig er der nemlig forskel på, om filmen handler om to mennesker, der gøres interessante, fordi de er homoseksuelle, eller om filmen handler om kærlighed og universelle temaer. Der er det sidste, der er interessant for mig. Det er ikke nok ”bare” at spille homoseksuel. Der skal være mere end det, der driver det. Men det kan være svært at se, om det er tilfældet, når man læser manuskriptet første gang, siger Thure Lindhardt.

Grinede meget under optagelser

Selv om filmen dermed er tonet ned i sin endelige form, er ”Keep The Lights On” stadig usædvanlig direkte i sexscenerne. I en scene, der fremkaldte skæve grin ved Berlinale-fremvisningen, har parrets hårdhændede analsex en uønsket bivirkning, der kræver hurtigt lagenskift og brusebad.

- Jeg lover dig, at vi grinte meget under optagelserne. Det kan føles så absurd, at man nogle gange bryder sammen i fnis, siger Thure Lindhardt.

Sexscenerne blev i øvrigt, som det ofte er tilfældet ved mere dristige sekvenser, optaget på et ”closed set”, hvor de eneste andre i rummet var instruktøren og fotografen.

”Keep The lights On” vises i Berlinalens Panorama-sektion.

Thure Lindhardts to øvrige film ved Berlinalen er det psykologiske drama “Formentera” og horrorkomedien “Eddie – The Sleepwalking Cannibal”.