politisk redaktør
Just behjælpeligt kan det ikke siges at være for Lars Løkke Rasmussen (V), at lederen af det største parti i blå blok, DFs Kristian Thulesen Dahl, nu åbent siger til Berlingske, at han kan se en fordel i, at trepartsforhandlingerne strander.
Det sker tilmed blot to dage efter, at arbejdsgivernes og lønmodtagernes forhandlere blev budt velkommen i Statsministeriets spejlsal for at påbegynde de svære forhandlinger i et forsøg på at blive enige om nye redskaber, så Danmark kan få integreret de tusindvis af nyankomne flygtninge.
I virkeligheden er der tale om en glidende tackling på statsministeren fra Thulesens side. For Løkke har gjort trepartsforhandlingerne til sit store politiske prestigeprojekt i 2016. Allerede søndag gjorde han i et stort interview i Berlingske klart, hvad og hvor meget der er på spil.
»Hvis ikke det lykkes os at få de mennesker, der kommer i dramatisk antal, i arbejde i større omfang end historisk, vil det knække vores sammenhængskraft i alle dimensioner,« sagde Lars Løkke Rasmussen og påpegede, at hvis ikke et større antal af de nyankomne asylansøgere kommer i arbejde, vil det splitte vores land og ramme både vores økonomi, vores værdier og vores »sociale og menneskelige sammenhængskraft«.
Onsdag lagde Løkkes regering blot endnu mere pres på arbejdsmarkedets parter i et forsøg på at få dem til at udvise samfundssind. Tal fra regeringen viste, at hvis integrationen ikke lykkes, vil det efterlade en regning på mere end ti milliarder kroner i 2020. Ringere velfærd og aflyste skattelettelser kan blive konsekvensen, lød advarslen fra udlændingeminister Inger Støjberg.
Men Kristian Thulesen køber simpelthen ikke Løkke & Co.’s arrangement. I DFs topledelse er der irritation over den måde, som statsministeren har tilrettelagt forhandlingerne på, der i sin første fase kun har integration i fokus. Regeringens succeskriterium er at få mindst hver anden flygtning i arbejde. Men Thulesen og Co. ønsker for det første ikke, at flygtningene skal integreres, men derimod skal sendes hjem så hurtigt som muligt. For det andet ønsker DF et langt større fokus på ledige danskere under forhandlingerne, og Thulesens frygt er, at hvis der bliver enighed om at hjælpe et større antal flygtninge i arbejde, så bliver det ikke muligt at sætte ind og hjælpe ledige danskere i arbejde. En anden frygt er, at en aftale om en slags indslusningsløn for flygtninge blot vil skabe et lønpres i nedadgående retning for den danske lønmodtager og skabe et nyt proletariatet i Danmark.
Så Thulesen vil sådan set gerne have trepartsforhandlinger, men ikke i sin nuværende form, og derfor er logikken i DF, at det kan være en fordel, at det hele bryder sammen, så man eventuelt kan påbegynde forhandlingerne på ny med danskere i fokus.
Hvis DF overhovedet skal medvirke til et kompromis omkring integration, så er kravet, at der inkluderet i en sådan aftale skal være en klar strategi for hjemsendelse.
Forleden foreslog Kristian Thulesen Dahl, at 20 procent af flygtninges løn skal indefryses på en bankkonto, som først udbetales, hvis de rejser tilbage til deres hjemland.
Venstre har holdt forslaget ud i strakt arm – men ikke afvist det blankt.
DFs ledelse føler sig sikker på, at deres krav om en kontant hjemsendelsesstrategi bliver politik en dag. Ligesom ’smykkeforslaget’ endte med at blive lov, og det i dag er en mulighed at beslaglægge værdier, herunder smykker, på en værdi over 10.000 kroner, så længe der ikke er tale om vielsesringe og andet af affektionsværdi, der er undtaget.
For DF har en tyrkertro på, at der bliver ved med at blive brug for stramninger og ekstraordinære tiltag, og at partiet nyder stor forståelse for sine forslag i den brede befolkning.
Men for statsministeren, der ellers dygtigt fik sat scenen og forklaret alvoren forud for trepartsforhandlingerne i denne uge, er det en uvelkommen melding, når Thulesen offentligt begynder at tale om, at forhandlingerne med fordel kan strande. Netop som de er gået i gang.