Thorsen fik PFAs brevpapir
Thorsen-sagen: Den tidligere direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, forsynede, efter eget udsagn, den tidligere byggematador Kurt Thorsen med brevpapir fra PFA. Så kunne han selv udarbejde de PFA-dokumenter, han havde brug for.
Thorsen-sagen: Den tidligere direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, forsynede, efter eget udsagn, den tidligere byggematador Kurt Thorsen med brevpapir fra PFA. Så kunne han selv udarbejde de PFA-dokumenter, han havde brug for.
En føjelig hjælper, en stik-i-rend-dreng uden evne til at gennemskue sine egne handlinger.
Sådan beskriver den tidligere direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, sin egen rolle i straffesagen om de falske PFA-garantier.
I går kunne Rasmus Trads føje endnu et hårrejsende kapitel til sin beretning om det fatale samarbejdet med den tidligere byggematador Kurt Thorsen.
I Københavns byret forklarede Rasmus Trads, hvordan han to gange i det sene efterår 1998 forsynede Kurt Thorsen med brevpapir fra PFA-koncernen. På den måde kunne Kurt Thorsen så at sige selv udforme de PFA-dokumenter, han havde brug for.
Eftersom det var Thorsen, der udformede teksten i de falske PFA-dokumenter, var det "mest praktisk," at give ham brevpapiret, forklarede Rasmus Trads. Det var i øvrigt Kurt Throsen selv, der bad om at få det, forklarede han.
Brevpapiret blev, ifølge Trads, afleveret til Thorsen på det københavnske hotel Royal i to A4-konvolutter fra PFA Byg. Rasmus Trads sørgede selv for at dække PFA-navnet til på konvolutten, hvor han i stedet skrev Kurt Thorsen navn. Trads forklarede også, at han selv to gange overværede, hvordan Kurt Thorsen på samme hotel, kopierede dokumenter over på PFAs brevpapir.
At dømme efter Rasmus Trads' forklaringer gjorde han sig end ikke nogen anstrengelser, for at finde ud af, hvad disse og andre dokumenter skulle bruges til.
På gårsdagens retsmøde kunne Rasmus Trads også kaste lys over samarbejdet mellem Kurt Thorsen og den hollandske bank, ABN Amro. Efter sin løsladelse i marts fandt Rasmus Trads pludselig tre dokumenter i privaten i Måløv.
De skulle angiveligt sikre, at den hollandske bank finansierede Kurt Thorsens køb af byggegrunden Nokken ved Tuborg Havn, hvis det ikke var muligt at låne de omkring 50 mio. kr. i Sparbank Vest.
Kurt Thorsens køb af Nokken blev faktisk finansieret af Sparbank Vest. Den endelige aftale blev indgået 8. oktober sidste år. Men det var ikke let for Thorsen at få lånet hjem. Den jyske bank ville ikke acceptere, at Kurt Thorsen og Rasmus Trads selv underskrev sig som vitterlighedsvidner på lånedokumentet.
Helgardering
Men skulle det gå galt med Sparbank Vest, havde Thorsen - ifølge Trads - sikret sig en helgardering. I så fald ville han gå til ABN Amro.
"Jeg er ikke sikker på, om ABN nogensinde har set disse lånedokumenter for Nokken," sagde Rasmus Trads.
Men Thorsen kendte den hollandske bank i forvejen.
Her havde han i sommeren 1998 - med bistand fra Rasmus Trads - præsenteret sin storstilede vision om at skabe en ny dansk ejendomsgigant under navnet Gefion-Norden. Rasmus Trads forklarede i går i byretten, hvordan den hollandske bank under dette møde havde stillet ubehageligt mange nærgående spørgsmål om PFAs rolle i Thorsens projekt.
Alligevel ascepterede den danske afdeling af banken i sidste ende at anbefale projektet over for det hollandske hovedkvarter. Men her medelte koncernechefen, ifølge Trads, at han altid havde ønsket at træffe PFAs topchef Andre Lublin.
På den baggrund droppede Thorsen - af indlysende grunde - den hollandske forbindelse, forklarede Rasmus Trads. På næste onsdag fortsætter retsmøderne i den store straffesag mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads. De er begge tiltalt for dokumentfalsk i milliardklassen.