På et tidspunkt sidder statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med sine rådgivere og nærmeste støtter i Aalborg og kigger på kritiske avisforsider. Det er i efteråret 2013, og statsministerens meningsmålinger er i bund – alt går hende imod. Alt.

»Det må jeg altså sige. Der er koldt på toppen. Men lad os nu få noget morgenmad,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Beskrivelsen, som er karakteristisk, er at finde i tidligere politisk redaktør på TV 2 og ligeledes tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrups nye bog, »Tre år, ni måneder, tre dage«, som udkommer i dag.

Scenen og de filmiske detaljer i beskrivelserne af en meget dramatisk politisk periode er bogens styrke, men også dens svaghed. For var det nu også sådan, det skete, og var det nu også sådan, replikkerne faldt? Og kunne de måske tolkes på en anden måde?

De interne kampe var hårdest

Knap fire år sad Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Det blev nogle af de mest turbulente år, en dansk regeringschef har gennemlevet i årtier. Regeringen gik i perioder fra krise til krise, ministre blev skiftet ud i hurtigt tempo, og SF måtte under stor dramatik forlade festen midt i det hele.

Skal man tro Henrik Qvortrups bog, så var det ikke oppositionen – hverken den til venstre eller den til højre – der voldte statsministeren de største kvaler. Det var i langt højere grad den endeløse kamp for at holde interne kritikere og rivaler fra døren. Det var partifællernes illoyalitet, de interne gnidninger med en »arrogant« Margrethe Vestager, en »konfliktsky« Villys Søvndal og senere også med nybegynderen Annette Vilhelmsen, der indimellem var ved at få hele projektet til at ramle. Og så var det resultatet af en lukket ledelsesstil og en blå højrepolitik, som udfordrede baglandet og betød, at beslutninger som uforudsete lyn slog ned i folketingsgruppen og alle andre, der havde svært ved at forsvare kursen.

Henrik Qvortrup har skrevet en journalistisk bog af høj underholdningsværdi, som ikke kun er for politiske nørder. Læseren bliver taget med ind til lukkede møder og samtaler under fire øjne. Vi er med i taktiske overvejelser og akut krisehåndtering og hører om illoyale partifæller, der er ude på at skade den regering, de ellers skulle bakke op.

Overraskende detaljer lagt frem

Qvortrup, der ifølge det oplyste har talt med henved 100 anonyme kilder, bygger sin fortælling om Thorning-regeringen op om en række dramatiske forløb med stor rigdom på detaljer – for nogles vedkommende nye og overraskende.

For eksempel, at Helle Thorning-Schmidt i modsætning til den almindelige opfattelse ikke kæmpede for at ændre dagpengereformen, da de tre senere regeringspartier forhandlede fælles grundlag i Det Sorte Tårn på Amager. At de Radikale hele to gange forlod forhandlingerne i protest, at Henrik Sass Larsen sad og græd på Henrik Dam Kristensens kontor, da han måtte opgive sin drøm om at blive minister. At Mogens Lykketoft allerede et år efter regeringens tiltrædelse rejste spørgsmålet, om ikke Socialdemokraterne stod sig bedst ved i god tid inden næste valg af finde en ny partiformand.

Vi bliver også vidne til, at Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af kaffeklubben Netværket, ifølge Qvortrup hele to gange foreslog, at man skulle forsøge at vælte Helle Thorning-Schmidt ved at kræve afstemning i gruppen om regeringens politik.

Forfatterens flossede troværdighed

Oplysningerne i bogen er svære eller umulige at verificere. Skulle nogen konfrontere de involverede, vil de formentligt hårdnakket benægte. Derfor hænger de fleste af de kontroversielle afsløringer i bogen på forfatteren og forfatterens troværdighed. Og kilderne vil meget nemt kunne affærdige beskyldningerne som løgn og latin med henvisning til Qvortrups habilitet, som er beklikket af den retssag, der i øjeblikket forberedes imod ham fra hans tid som chefredaktør på Se og Hør.

Bogen beskriver malende, hvordan en socialdemokratisk gruppe på fire – Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen samt Nick og Ole Hækkerup – i en periode jævnligt mødtes i Beskæftigelsesministeriet for at få luft for deres frustrationer over Thorning og Corydon. Og at Mette Frederiksen skulle overbevises håndfast om, at hun skulle afløse Karen Hækkerup som justitsminister. Som forudsætning stillede Mette Frederiksen, at hun kunne slippe af med departementschef Anne Kristine Axelsson, som var blevet belastet af Christiania-sagen.

Interessant er det også, at administrerende direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, angiveligt forhandlede tæt med finansminister Bjarne Corydon om den pakke med akutjob, som skulle redde regeringen ud af en tiltagende tillidskrise omkring dagpengene. Karsten Dybvad skulle dog efterfølgende have undret sig over, at Corydon »oversolgte« den politiske aftale med Enhedslisten som »fuldt og dækkende«, hvilket den på ingen måde var.

Da Mette Frederiksen blev ringet op

Ifølge bogen forberedte Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen og Bjarne Corydon det magtskifte i regeringen og partiet, som kunne være på vej, hvis Helle Thorning-Schmidt fik en toppost i EU. Mette Frederiksen blev ligefrem ringet op af en embedsmand forud for det afgørende EU-topmøde og bedt om at holde sig klar, fremgår det af bogen.

Omdrejningspunktet er de personlige relationer og toppolitikernes indbyrdes magtkampe. Qvortrup benytter sig af den klassiske journalistiske metode. Den beskriver taktiske overvejelser, kommunikationen og magtkampene som de altovervejende faktorer til forklaring af politiske forløb.

Og dermed skriver »Tre år, ni måneder og tre dage« sig ind i en tradition af politisk journalistik, som i disse år er dominerende, men som ofte overser, at der er mange andre rammer til forklaring: Ideologiske strømninger, internationale påvirkninger, embedsmænds indflydelse eller slet og ret politiske uenigheder, som ikke handler om håndtering, magt og strategi, men om at man blot er uenig.

Hvad: »Tre år, ni måneder, tre dage«, 365 sider, 300 kroner, ArtPeople.

Hvem: Henrik Qvortrup.