Thorning har fuld tillid til Sohn
Statsministeren ser ingen grund til at undersøge påstande om, at Ole Sohn som kommunisternes formand modtog penge fra Sovjetunionen.
Statsministeren ser ingen grund til at undersøge påstande om, at Ole Sohn som kommunisternes formand modtog penge fra Sovjetunionen.
Ole Sohn er en solid og værdifuld mand, og der er slet ingen grund til at undersøge nye påstande om, han skulle have modtaget kontanter fra Sovjetunionen, da han var fra 1987-91 var DKP-formand.
Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit tirsdagspressemøde.
- Jeg har ikke set noget i pressen, som skulle betyde, at jeg ikke skulle have fuld tillid til min erhvervs- og vækstminister. Jeg er sikker på, at Ole Sohn bliver et stærkt aktiv for regeringen, og jeg tror, at han kan yde en værdifuld indsats for regeringen, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Det er ellers den sidste KGB-chef i Danmark, Nikolaj Sjatskikh, der til Morgenavisen Jyllands-Posten har udtalt, at Sovjetunionen så sent som i 1991 betalte penge til de danske kommunister. Dvs lang tid efter Berlinmurens fald i 1989 og lang tid efter debatten om Sovjetunionens rolle var indtruffen på venstrefløjen.
Men Sjatskikh husker ikke præcis, hvem der fik pengene. Ole Sohn har afvist, at det var ham og det har fået Venstre og Dansk Folkeparti til at kræve en undersøgelse. Især Venstre har hæftet sig ved, at Helle Thorning-Schmidt - da hun sad i opposition - foreslog, at hvis 40 procent i Folketinget krævede i en undersøgelse, så kunne det ske.
Men det sker ikke i Sohn sagen, lod hun forstå.
- Vi har beskrevet i regeringsgrundlaget, at man godt kan have behov for at kontrollere regeringen. Det vil vi gerne diskutere med Folketinget, hvordan de får bedre mulighed for til at kontrollere den til enhver tid siddende regering.
Men hvordan det forholder sig til en undersøgelse af Ole Sohn svarede hun ikke på.
Et sted finder man med sikkerhed svaret på, om Ole Sohn modtog penge. Det er i de russiske arkiver. Men Thorning-Schmidt vil ikke opfordre Rusland til at åbne arkiverne.
- Vi gør bedst ved at stole på de danske myndigheders vurdering af sagerne, sagde Thorning-Schmidt og henviste til, at PET har sikkerhedsgodkendt Ole Sohn.