Thor Pedersen tvinges ind i cykelsag
Et flertal i Folketingets præsidium er kritiske over for beslutningen om at flytte ruten for VM i enkeltstart og tvinger Folketingets formand ind i sagen.

Et flertal i Folketingets præsidium er kritiske over for beslutningen om at flytte ruten for VM i enkeltstart og tvinger Folketingets formand ind i sagen.

Folketingets formand, Thor Pedersen (V), tvinges nu ind i beslutningen om at flytte sommerens cykel-VM i enkeltstart væk fra Christiansborg og ud på en alternativ rute med brostensbelægning.
Thor Pedersen vil ikke kommentere sagen, men arbejder lige nu på en redegørelse om beslutningen på opfordring fra præsidiet, som han skal aflevere til de fire andre medlemmer. Et flertal af dem er på forhånd stærkt kritiske over for beslutningen:
»Det behøver han slet ikke at lave en redegørelse om. Vi kan bare lave det om,« lyder opfordringen fra den konservative nestor og præsidiemedlem Helge Adam Møller, som vil have cykel-VM til at køre via Tøjhusgade forbi Christiansborgs hovedtrappe.
Sådan har det da også været planlagt, lige siden København i 2007 fik tildelt værtskabet for VM af den internationale cykelunion, UCI.
For to uger siden valgte Folketingets administration og Slots- og Ejendomsstyrelsen, der forvalter Christiansborg på statens vegne at meddele, at de anså ruten via Tøjhusgade for »uhensigtsmæssig«.
På grund af det forestående valg, som muligvis skal afholdes i den periode, skal der være plads til TV-stationernes sendevogne ved Christiansborgs hovedtrappe, lød argumentet. Den beslutning er »dårlig«, mener et andet præsidiemedlem, SFeren Holger K. Nielsen:
»Nu må vi lige se redegørelsen først, men hvis der er valg, så skal vi nok finde en praktisk løsning på det.«
Også Dansk Folkeparti vil have cykel-VM helt ind forbi Christiansborg, og præsidiemedlem Søren Espersen (DF) påpeger, at argumentet om folketingsvalgvalg ikke er tung nok:
»Det her må kunne løses. Medmindre der er sikkerhedsmæssige argumenter imod,« siger han.
I går var Jesper Worre, der er direktør for VM-arrangementet og til daglig er direktør for Dansk Cykle Union ude for at besigtige den alternative rute, som på nuværende tidspunkt er nødt til at gå langs Frederiksholms Kanal, fordi andre alternativer er plaget af vejarbejde og busruter.
Den alternative rute udgøres blandt andet af et cirka 200 meter langt stykke ujævnt terræn med brosten, og Jesper Worre vurderer nu, at den internationale cykelunion, UCI, ikke vil godkende den alternative rute af sikkerhedsmæssige årsager.
»Det brostensstykke er simpelthen for groft i belægningen, og UCI vil sige nej på forhånd. Man kører på en enkeltstartscykel, som er ekstra stiv og med pladehjul, som er ekstra stive. Hvis man så forestiller sig, at det bliver regnvejr, så bliver det endnu mere umuligt,« lyder det fra Jesper Worre, som nu krydser fingre for, at præsidiet griber ind og flytter ruten tilbage ind forbi Christiansborg.
Jesper Worre påpeger også, at arrangementet har fået tilført offentlige midler for at markedsføre Danmark over for udlandet, og her spiller det en helt særlig rolle, at løbet kører tæt forbi Christiansborg.
»Selve ordet »parlament« klinger helt fantastisk i den sammenhæng. Det kan vi se, når vi præsenterer denne rute for udlandet. De synes, det er helt unikt, det vi har lavet.«