Det er i sandhed et fransk visit, som Thomas Piketty er på i Danmark denne torsdag. Den 43-årige franske stjerneøkonom landede tidligere denne morgen i København, og nu står den på en dag pakket med interview, hvorefter han skal deltage i et – for længst udsolgt – forfatterarrangement i Den Sorte Diamant, inden turen fredag morgen går videre.
Verden hiver i frakkeskøderne på den parisiske økonomiprofessor, alle vil tale med manden, der har væltet verden med sin bog »Kapitalen i det 21. århundrede«, en moppedreng af en mursten om økonomisk ulighed, der siden udgivelsen sidste år i Frankrig har domineret den politiske og økonomiske debat i stort set hele verden.
Selv er Piketty tilsyneladende ganske ydmyg om sin bog, der har gjort ham til et navn med ild i på den internationale økonomiske og politiske stjernehimmel:
»Jeg har først og fremmest prøvet at bidrage med en demokratisering af den økonomiske viden,« indleder han med at sige.
»Jeg har forsøgt at gøre de historiske data om dette emne tilgængelige for alle på en læsbar måde. Bogen skal kunne læses af alle. Det er det egentlige formål med bogen.«
Pikettys bog er ganske rigtigt bemærkelsesværdigt let at læse. Selv om bogen hviler på et særdeles omfattende datamateriale, er der langt mellem grafer og tabeller på de godt 600 sider, og bogen er skrevet i et let og indbydende sprog.
Tilgængeligheden er imidlertid næppe årsagen til, at den er blevet så omdiskuteret. Det skyldes snarere, at Piketty gennem sin analyse og sammenligning af statistisk materiale fra de seneste 300 år konkluderer, at vi er på vej mod et samfund, hvor formuer vokser hurtigere end produktionen og lønningerne. Eller sagt på en anden måde: Private formuer giver i dag et større afkast end den økonomiske vækst, og det øger uligheden i samfundet, blandt andet fordi formuer går i arv.Resultatet ser vi i dag. I de seneste 30 år har verden oplevet en voldsom stigning i uligheden, og den udvikling ser ud til at fortsætte, forudser Piketty. Et potentielt problem, advarer han, om end det ikke er uligheden som fænomen, han er ude efter:»Jeg har ikke et problem med ulighed som sådan. Et vist niveau af ulighed kan være gavnligt for væksten. Men når uligheden bliver for ekstrem, er det ikke længere positivt for væksten, for det fører blandt andet til mindre mobilitet i samfundet.Hvornår bliver uligheden i dine øjne skadelig?»Der er ingen matematisk formel for, hvornår uligheden er for stor. Vores historiske erfaring er vores eneste guide. For eksempel viser jeg i min bog, at det niveau af ulighed, som vi havde i stort set alle europæiske lande indtil Første Verdenskrig, var overdrevent. Vi havde en ekstrem koncentration af formuer, og det var ikke godt for væksten.«
Progressiv boligskat
De to verdenskrige, depressionen i 1930erne og siden den økonomiske vækst fra 1950 til 1980 udlignede de økonomiske uligheder i samfundet. Men siden 1980 er uligheden igen øget, og det er den udvikling, som Piketty advarer imod.
Pointen er, at overdreven ulighed skader væksten, og vi er på vej i den forkerte retning. Noget lignende konkluderede OECD i denne uge i en ny analyse, da de skrev, at ulighed generelt har »en negativ og statistisk signifikant« effekt på væksten. OECD efterlyste politisk handling i form af skatteomlægninger, så ejendom, formuer og høje indtægter i højere grad bliver beskattet. Det samme plæderer Piketty for. Det er evner, viden og arbejdsindsats, der skal belønnes, ikke at man har rige forældre, er hans budskab:
»Man bør da betale mindre i skat, hvis man tjener 100.000 euro eller en halv million euro på at arbejde, end hvis man arver 100.000 euro eller en halv million euro fra sin familie uden at røre en finger. Det er mere i overensstemmelse med et meritokratisk ideal,« siger Piketty og understreger, at det for ham ikke handler om at øge det samlede skatteprovenu, men om at indrette skattesystemet så det kommer samfundet til gode.
I det hele taget er behovet for politiske reformer af vores skattesystem åbenlyst ifølge Piketty. Konkret peger han på, at Danmark bør se på vores ejendomsbeskatning og gøre den mere progressiv, så formuerne ikke forbliver på få hænder.
»Jeg mener ikke, at man skal øge den samlede boligbeskatning eller det samlede skattetryk. Men man bør lette skatten for folk, der skal ind på boligmarkedet for første gang mod til gengæld at beskatte folk, der allerede ejer bolig. Formålet er ikke at øge det samlede skattetryk, men at øge formuemobiliteten. For den nye generation er det svært at komme ind på boligmarkedet, boligpriserne i København er steget, så hvorfor ikke reducere boligbeskatningen for netop denne gruppe, så flere får adgang?«Tilsvarende slår han til lyd for en progressiv skat på arv, hvor de, der arver store formuer, betaler mere i skat. Her peger han igen på Danmark og den danske arveafgift.»Skatten på arv er flad i Danmark, hvorimod den i Storbritannien er 40 procent, og i Tyskland er den 35 procent, to lande som ikke just kan betegnes som venstreorienterede.«
Øget internationalt samarbejde
Dine kritikere peger på, at hvis vi beskatter de rigeste i samfundet mere, end vi gør i dag, vil det skade væksten og dermed i sidste ende almindelige menneskers mulighed for at få et job. For enten vil de rigeste flytte til et sted med lavere skat, eller også vil de arbejde mindre, fordi høj skat vil afholde dem fra at arbejde mere. I begge tilfælde vil det medføre færre skatteindtægter og potentielt lavere vækst. Hvad siger du til den kritik?
»For at tage det sidste først. Vi har rent faktisk sammenlignet datasæt for at finde ud af, om folk yder mere, hvis de har en højere indkomst, og vi har ikke kunnet finde bevis for det. Når man når et vist indkomstniveau, betyder en højere indkomst eller lavere skat ikke, at folk arbejder mere eller yder bedre.«»Jeg siger ikke, at alle skal betale 80 procent i skat, men på indkomster over én million euro er der ikke rigtig nogen effektivitetsgevinst. Så argumentet om, at højere indkomst kan være et incitament til at arbejde mere, køber jeg ikke.«
»Det andet kritikpunkt er meget mere alvorligt. Den internationale skattekonkurrence og det, at man bare kan flytte sig selv eller sin formue til et andet land, er alvorligt. Der er et stærkt incitament for det enkelte land til at forsøge at tiltrække nabolandets skattebase. Det er jo derfor, Luxembourg eksempelvis har indrettet deres skattesystem, som de har gjort, og det er derfor, at Danmark eksempelvis beskatter højtuddannede udlændinge lavere. Det er meget fristende for det enkelte land. Men Europas fremtid ligger ikke i skatteoptimering. Jeg bebrejder hverken den danske regering eller Luxembourgs regering, at de gør det. Den franske regering gør det samme. Hvert land forsøger at finde deres egen lille skatte-niche. Men hvis vi alle forfølger denne form for intensiv skattetækning, vil det på længere sigt være en trussel mod vores samfund.«Piketty peger på afsløringen af Lux-Leaks som noget, der undergraver både finansieringen af og tilliden til velfærdssamfundet. Når store multinationale firmaer ikke betaler skat som små virksomheder eller privatpersoner, underminerer det tilliden. Løsningen er et bedre internationalt samarbejde, blandt andet på EU-niveau. Men han anerkender, at EU lige nu har svært ved at samarbejde.
»Problemet med Europa er, at vi taler meget, men vi gør ikke noget. Hvis EU havde gjort over for Scwheiz og deres bankhemmelighed, hvad USA gjorde, nemlig truet med at fratage de schweiziske banker deres banklicens i USA, havde Schweiz reageret endnu hurtigere, end de gjorde i forhold til USA. For den europæiske banklicens er endnu mere dyrebar for de schweiziske banker, end den amerikanske banklicens er.«
»Problemet i Europa er, at vi taler og taler og taler, men at vi ikke tager nogen beslutninger. Det skyldes, at denne type beslutninger skal vedtages ved enstemmighed, og så længe vi har den praksis, sker der ikke noget. Så på et tidspunkt bliver vi nødt til at vælge, og hvis vi vil blive sammen og gå mod yderligere europæisk integration, må vi gå over til flertalsbeslutninger.«