Når man nu lige har gået efter at blive ny flygtningehøjkommissær, kræver det sin kvinde at stille sig op foran pressen på Christiansborg for at erklære, at man er rigtig glad for at være folketingsmedlem og holder meget af sine opgaver i præsidiet.

Men ved et kort pressemøde – et såkaldt doorstep – i torsdags levede Helle Thorning-Schmidt op til sit ry som politikeren, der aldrig viser selv den mindste sprække i panseret. Tilsyneladende upåvirket af nederlaget leverede hun varen. Smilende og fuld af overskud gjorde hun rede for, at når det handler om vigtige internationale topstillinger, kan man som kandidat aldrig være sikker på at få jobbet.

»Men jeg var modig nok til at søge alligevel og må bare erkende, at den person, som FN har valgt, har en markant anderledes profil, end jeg har,« lød det fra Thorning.

Derpå fastslog hun, at hun vil fortsætte i Folketinget og ikke har intentioner om at søge nye internationale topjob. Det sidste kan godt være rigtigt. For sagen er, at det bliver svært at køre hende i stilling til et nyt tungt internationalt job, efter at hun i to omgange er snublet under slutspurten.

Først var hun tæt på at få jobbet som formand for Det Europæiske Råd, men posten gik som bekendt til den tidligere polske premierminister, Donald Tusk. Andet nederlag blev en realitet sent onsdag aften i ugens løb, da FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, officielt indstillede den erfarne italienske diplomat Filippo Grandi til posten som ny flygtningehøjkommissær og dermed dømte Thorning ude.

Efter disse forløb er det svært at forestille sig, at der åbner sig mange nye chancer for Helle Thorning-Schmidt. Dels er det ikke hjælpsomt at have tabt i flere omgange. Dels findes der indlysende nok ikke mange job i de tungeste kategorier. Derudover bliver tiden hurtigt en nådesløs modstander. Man risikerer ret hurtigt at blive glemt, ligesom ens kontakter til regeringschefer og toppolitikere rundt om i verden hurtigt eroderer – simpelthen fordi udskiftningen i regeringer og på ministerhold sker så hurtigt i moderne politik.

Af samme grund er konklusionen nok, at Thorning har opbrugt sine chancer for at blive kørt frem som national kandidat til et internationalt topjob af en dansk regering. Alt dette er Thorning nøgtern nok til at erkende.

Når hun forsikrer omverdenen om, at hun er glad for sit arbejde på Christiansborg, er der til gengæld ikke mange, der tror hende. Naturligvis er det ærefuldt at være medlem af det høje ting og sidde i præsidiet. Men ærligt talt – i præsidiet sidder Pia Kjærsgaard for bordenden som Folketingets formand, mens de øvrige medlemmer er Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre, Stine Brix fra Enhedslisten og Mette Bock fra Liberal Alliance. Disse politikere har alle ordførerskaber og masser af opgaver ved siden af deres hverv i præsidiet, mens Thorning snarere ligner en politiker, der blot venter på at kunne finde bedre opgaver uden for Christiansborg.

I Folketinget er forventningen da også, at Thorning er på vej væk. Spørgsmålet er ikke, om hun vil forlade politik, det handler udelukkende om, hvornår det bliver.

I den forstand er Thorning fortsat jobsøgende.

Men når hun ikke har kunnet lande de to tunge internationale topposter, hvad kan hun så få? En hel del, faktisk, for det vil være hen i vejret at bortdømme hende, blot fordi det ikke lykkedes at erobre de prestigefyldte poster i EU og FN. Stillinger i denne klasse bliver opslået og besat i politisk spændingsfelt, hvor vægtningen af kandidaternes kvalifikationer, nationalitet og netværk kan være uhyre svært at gennemskue.

Men under stillingerne i denne kategori findes mange flere – og mere opnåelige – stillinger rundt om i virksomheder organisationer. Både herhjemme og i udlandet. Her vil Thorning kunne glide ind og gøre en forskel. Ikke nødvendigvis som øverste chef, for selv om hun i rollen som toppolitiker gik hele vejen og nåede posten som regeringschef, vil hun ikke nødvendigvis være ideel som topchef for en organisation – endsige en virksomhed. Hendes styrke ligger snarere i opgaven som den slagkraftige ambassadør og campaigner, der sætter dagsordener og øver indflydelse.

Thorning kender som få det politiske system i Danmark, i flere europæiske lande og i EU. Hun er dygtig til at skabe kontakter indadtil, og udadtil er hun blevet markant dygtigere til at omgås pressen, både på dansk og internationalt plan. Og som alle ved, har hun en særlig evne til at færdes sikkert i internationale miljøer, ligesom hun har stærke sproglige kompetencer.

Kort sagt, det var en monumental skuffelse for Thorning, at hun ikke fik posten som flygtningehøjkommissær. Men på Christiansborg er forventningen, at det nok snart skal lykkes for den tidligere statsminister at lande et nyt interessant job – også selv om hun erklærer sig meget glad for opgaven i præsidiet.