Når Socialdemokratiet i weekenden vælger Mette Frederiksen til ny formand, bliver det samtidig et farvel til Helle Thorning-Schmidt efter hendes ti år som partiets førstekvinde, og ironisk nok har Thorning aldrig været så populær og afholdt, som hun er i dag.

I årevis har Thorning været opfattet som en politiker, der mest var optaget af sin karriere og ikke for alvor var en ægte socialdemokrat. Hvilket Freddy Blak var den første til at spidde med sin lidet smigrende karakteristik – »Gucci-Helle« – der blev siddende som et symbol på Thornings elitære og internationale­ aura.

Skruer vi tiden blot et år tilbage, var Thornings­ aktier heller ikke i høj kurs i S.

Da spillet om de attraktive topposter i EU kulminerende sidste sommer, var der internt udbredt skuffelse over, at det ikke var lykkedes at få hende afsat til Bruxelles. Langt ind i toppen af partiet havde man forberedt sig på, at Mette Frederiksen i tæt samspil med Henrik Sass Larsen skulle overtage ledelsen og føre partiet ind i den forestående valgkamp mod Lars Løkke Rasmussen og blå blok.

Vestager-farvel skabte plads til Thorning

Dengang havde ingen forestillet, at Margrethe Vestagers udnævnelse til ny EU-kommissær ville føre til en genfødsel af Thorning. Indtil det tidspunkt havde statsministerens popularitet været lav, regeringen havde været i konstant modvind hos sine vælgere, rokaderne havde været mange og rodede, og mange danskere anså med rette Vestager for at være den egentlige chef og arkitekt bag regeringens effektive, men upopulære økonomiske politik.

I samme øjeblik den stærke radikale leder forsvandt, fik Thorning imidlertid for første gang chancen for at sætte sig for bordenden af sin regering. Timingen viste sig også perfekt i forhold til de økonomiske konjunkturer. Fra årsskiftet kunne Thorning, Bjarne Corydon og Morten Østergaard for alvor begynde at turnere med budskabet om, at danske økonomi løftede sig, og de kunne sige til danskerne, at de ganske vist havde måttet træffe svære og hårde beslutninger – men de kunne i samme åndedrag fastslå, at kuren havde virket. De satte ekstra trumf på budskabet ved at konstatere, at der fra nu af ville blive råd til at styrke velfærden. Dermed fik de trukket forskellen til Venstres målsætning om et udgiftsstop skarpt op, og det gav Thorning en perfekt platform til at føre valgkamp på.

Valgkampen blev som bekendt skudt i gang med nytårstalen og alle tiders største reklamekampagne, der viste sig at blive mere effektfuld, end nogen havde haft fantasi til at forestille sig. Resten er historie, som man siger. I sin kamp for at præstere miraklet og fastholde magten, brændte Thorning igennem og opnåede langt om længe et godt valgresultat for sit parti.

Blot ikke nok til, at hun kunne fortsætte som statsminister.

Respekt om Thorning

Hvordan man end vender og drejer det, er tabet af magten et eklatant nederlag. Dermed blev Thorning den første regeringschef i årtier, som ikke formåede at fastholde regeringsmagten, oven i købet efter en valgkamp, hvor hun fik det, som hun ville have det, og hvor hun stod overfor en svækket modstander.

Dét ved man godt i Socialdemokratiet. Men i afskedsstunden vil man lægge vægt på, at hun gjorde S til landets største parti igen, og man vil gøre alt for at manifestere, at hun efterlader et samlet parti.

Rent politisk vil den ansvarlige økonomiske linje, som Margrethe Vestager var arkitekten bag, og som Thorning og Corydon blev stålsatte forsvarere af, i hovedsagen blive videreført af Mette Frederiksen, selv om hun som oppositionsleder vil få større frirum og ikke vil stå med et direkte ansvar for at få budgetterne til at hænge sammen. I værdipolitikken vil den stramme udlændingepolitik – som vel er Thornings største bidrag til partiets kurs – blive videreført. Til gengæld vil Frederiksen med stor sandsynlighed opgradere den sociale dimension, og så vil hun i sin fremtoning og retorik kunne stå som en lederskikkelse, som mange flere socialdemokrater over hele landet vil kunne spejle sig.

Thorning forlader sit parti på et tidspunkt, hvor hun er mere respekteret end nogensinde før, og hun vil blive rost for sin ukuelighed, sin evne til at stå fast i storme og for sit nervesystem i rustfrit stål, mens Mette Frederiksen står med muligheden for at blive partiformanden – og måske en dag statsministeren – som partiet vil omfatte med langt større hengivenhed.