- Med 2020-planen får danskerne klarhed over regeringens økonomiske kurs.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der mener, at regeringspartierne skal have point for at være ambitiøse i deres plan for dansk økonomi de næste otte år.

Han hæfter sig ved, at regeringen vil forsøge at skabe balance mellem på den ene side en hård styring af de offentlige budgetter og nye reformer, som øger arbejdsudbuddet, og på den anden side en satsning på vækst via investeringer i bl.a. uddannelse og grøn omstilling.

Han forudser, at mange i udgangspunktet vil bakke op om 2020-planen, som lægger op til at styrke Danmarks konkurrencekraft. Men han spår også, at det i praksis bliver svært for Thorning at levere varen.

- Præsentationen af 2020-planen var den nemme del. Udfordringen bliver at lande trepartsforhandlingerne og få indledt forhandlinger om en skattereform, som leder frem til konkrete resultater. Den øvelse bliver uhyggelig vanskelig.

På en knivsæg

Ifølge Thomas Larsen står regeringen på en knivsæg. Investeringerne i 2020-planen kan kun rulles ud, hvis finansieringen sikres via stramme budgetter og vedtagelse af reformer.

- Læg mærke til, hvad Margrethe Vestager siger: Hun fastslår, at omverdenens tillid til dansk økonomi er vigtig, og at det er en af forklaringerne på den historisk lave rente. Den tillid må ikke sættes overstyr, og derfor er det afgørende, at investeringerne i vækst hviler på reformerne – ellers hænger planen ganske enkelt ikke sammen.

Modstand fra højre og venstre

Thomas Larsen forudser, at regeringen vil møde modstand fra både venstre og højre.

- Det er et problem for regeringen, at Enhedslisten kritiserer regeringen for at forfølge en sparedagsorden. Det gør det svært for Thorning og Søvndal at sælge 2020-planen til deres frustrerede baglande – og kritikken fra Enhedslisten vil især genere SF. Dernæst vil regeringen blive presset af de borgerlige partier, som ved, at Thorning har hårdt brug for et resultat. Uden forlig om førtidspension, kontanthjælp og skat bryder en stor del af fundamentet sammen under 2020-planen, konstaterer han.

Forløbet er dog ikke risikofrit for oppositionen, understreger kommentatoren.

- Efter præsentationen af 2020-planen vil mange vælgere forvente, at oppositionen viser sig konstruktiv. Venstres ledelse kan ikke sidde med armene over kors, og derfor tager de borgerlige ledere også pænt imod 2020-planen. Men forhandlingerne bliver hårde, og det bliver svært at lande løsningerne, vurderer Thomas Larsen.

Han mener, at 2020-planen sætter de borgerlige partier i et dilemma.

- Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil skose Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal for at have foretaget en voldsom kovending i forhold til S og SF’s tidligere økonomiske oplæg, siger Thomas Larsen.

For kun et år siden var en vækst i de offentlige budgetter på under 1,4 procent om året en massakre på velfærden ifølge S og SF. I dag lægger SRSF-regeringen op til, at de offentlige budgetter kun skal vokse med 0,8 procent om året.

- Det holdningsskift vil oppositionen selvfølgelig angribe. Omvendt må oppositionen anerkende, at 2020-planen viser, at Thorning som regeringschef vil følge en reformkurs.

Tidspres

Her og nu forudser Thomas Larsen, at regeringen risikerer at komme i tidsnød, hvis ikke trepartsforhandlingerne og skattereformen kommer på skinner. Han undrer sig over, at statsministeren og de ledende ministre ikke på forhånd har haft flere kontakter med de borgerlige partier.

- I oppositionen har man svært ved at forstå, at der stort set ikke har været invitationer til kaffemøder, hvor man i al diskretion har kunnet tale sig ind på hinanden. Set med oppositionens øjne er manglen på kontakt udtryk for dårligt håndværk, og man venter utålmodigt på at høre nyt om planerne for trepartsforhandlinger og skattereform.

Regeringens mål er, at den samlede danske økonomi skal vokse med 2,25 procent i gennemsnit om året fra 2014-20, og i alt skal planen rejse 22 milliarder kroner.