På trods af langvarige sonderinger er trepartsforhandlingerne ikke kommet på skinner. Risikoen er, at resultatet af de kommende forhandlinger ikke giver nok på bundlinjen, siger Thomas Larsen.
- Det må være en skuffelse for statsminister Helle Thorning-Schmidt, at det ikke er lykkedes for regeringen at få en mere præcis og strømlinet køreplan på plads for de trepartsforhandlinger, som hun har bundet så stor prestige op på, siger Thomas Larsen.
Berlingskes kommentator hæfter sig ved, at kommissoriet for forhandlingerne, som nu skal files på plads blandt fagbevægelsens topfolk er blevet bredt, ligesom han peger på, at der er opstået betydelige spændinger internt i fagbevægelsen.
- I regeringens inderkreds har det været et vigtigt mål, at de hemmelige forhandlinger med Harald Børsting & Co. skulle føre til en præcis køreplan og i realiteten en forligsskitse. I stedet kan vi i dag konstatere, at det lukkede og hemmelige forløb har haft betydelige skadevirkninger, både for regeringen og fagbevægelsen, vurderer Thomas Larsen.
Enorm opgave at finde fire milliarder kroner
Ifølge Thomas Larsen har lukketheden overfor omverdenen betydet, at Thorning ikke selv i tilstrækkelig grad har været på banen i offentligheden for at understrege nødvendigheden af trepartsdrøftelserne og samtidig gøre det klart for vælgerne, hvorfor det er så vigtigt at få øget arbejdsudbuddet.
Undervejs har hemmelighedskræmmeriet resulteret i talrige rygter om, at regeringen ville sløjfe to helligdage. Uroen om helligdagene har været skadelig, for det har skabt vrede blandt titusinder af menige medlemmer af fagbevægelsen og hos S- og SF-vælgerne.
Endelig har sonderingerne trukket ud i så lang tid, at regeringens tidsplan nemt kommer til at skride.
- Som landet ligger, bliver det en enorm opgave at indfri målet om at finde de 4 milliarder kroner. Ved at sløjfe to helligdage kunne målet nås med ét hug. Men det kan Harald Børsting ikke holde til. Dertil har modstanden fra bl.a. FOA-formand Dennis Kristensens side været for stærk. Børsting kan ganske enkelt ikke holde til at fjerne flere helligdage på et tidspunkt, hvor hans medlemmer frygter arbejdsløshed og mangel på job. For regeringen er problemet selvfølgelig, at begynder man at slække på kravene om at øge arbejdsudbuddet, bliver det hurtigt svært at få det samlede regnestykke bag trepartsforhandlingerne til at hænge sammen.