Margrethe Vestager fik det, som hun ville have det i 2011.
Men for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal udviklede forhandlingerne om grundlaget for den nye SRSF-regering sig til et mareridt, hvor de blev tvunget til at smide deres økonomiske politik over bord og i stedet tilslutte sig en radikal køreplan.
Resultatet af de herostratisk berømte forhandlinger endte som en katastrofe.
Mens der blev lagt arm i tårnet, glemte de uerfarne forhandlere med Thorning i spidsen at informere offentligheden. Og da regeringsdokumentet langt om længe blev lagt frem, reagerede tusinder af centrum-venstre-vælgere med lige dele forbløffelse, skuffelse og vrede.
Al magien fra valgaftenen, hvor det trods alt lykkedes for rød blok at vinde en marginal sejr over Lars Løkke Rasmussen og få skubbet VKO-alliancen væk fra magten, fordampede.
I stedet udløste offentliggørelsen af regeringsgrundlaget en lang og hård debat om de prægnante kursskift og løftebrud, som siden kom til at martre S og SF.
Ingen booker Det Sorte Tårn i år
Med få dage til valgdagen den 18. juni er der – så vidt vides – ingen, der har bestilt rum i Det Sorte Tårn til en ny omgang regeringsforhandlinger. Sporene skræmmer simpelthen. For alle på Borgen – hvad enten de er røde eller blå – står de langstrakte forhandlinger for knap fire år siden som et skrækeksempel. Her blev det effektivt demonstreret, hvor elendig en start en ny regering kan få, hvis forhandlingerne ikke styres stramt og kobles sammen med en professionel kommunikation til medier og befolkning.
Af samme grund forlyder det fra både S- og V-lejren, at forhandlingerne efter valget skal gennemføres i et højt tempo, så vælgerne ikke straks får fornemmelsen af, at den nye regering sidder fast i kviksand og præges af dybe spændinger. Det forlyder desuden, at der ligger skuffeplaner klar for det næste regeringsdokument, og at der på forhånd er opnået en vis forståelse med de øvrige forhandlingsparter om, hvad man er enige om, og hvad man er enige om at være uenige om.
Styrkeprøve på flere fronter
Spørgsmålet er blot, om forhandlingerne vil forløbe smertefrit, når det kommer til stykket?
Lykkes det for Thorning at fortsætte som statsminister, er der lagt op til en interessant styrkeprøve mellem S-ledelsen og Morten Østergaard. Vinder Thorning, vil hun have sat sig tungt på magten, mens Østergaard vil stå afklædt tilbage. Hvis Østergaard derimod får gennemtrumfet nogle af sine sagligt stærke, men politisk sprængfarlige reformforslag, vil Thorning omvendt blive anklaget for løftebrud.
Som det tidligere er blevet noteret herfra, har den radikale leder med sine talrige solomeldinger åbnet for et sandt drama. For enten er vi lige nu vidner til et nyt dobbeltspil, hvor Thorning siger ét forud for valgdagen og derpå skifter standpunkt, eller også er de Radikales magt for alvor ved at blive forvandlet til afmagt.
Udover den interne armlægning skal Thorning i øvrigt sikre sig opbakning fra sine parlamentariske støttepartier – Enhedslisten, SF og Alternativet – som kan vise sig at blive en ekstremt broget og uforudsigelig forsamling at holde styr på.
Svær balancegang for Løkke
Vinder Lars Løkke Rasmussen Statsministeriet tilbage, skal han skrue en økonomisk strategi sammen, som matcher reformkrav fra Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, samtidig med at Dansk Folkeparti får opfyldt sine ønske om et løft til bl.a. sundhedsvæsenet og ældreplejen. På forhånd synes det ret sikkert, at Løkkes målsætning om udgiftsstop næppe kommer til at overleve forhandlingerne med Kristian Thulesen Dahl.
Selv om både Thorning og Løkke er uhyre optaget af ikke at komme til at genopføre det kiksede forhandlingsforløb fra 2011, vil deres evner blive testet til det yderste. De mange modsatrettede meldinger inden for såvel rød som blå blok i den aktuelle valgkamp vil gøre det til en svær opgave at få afsluttet forhandlingerne hurtigt og med et resultat, som deres regeringspartnere, støttepartier og vælgere kan se sig selv i.