Når den magtfulde socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, går til angreb, er det ofte stærkt underholdende. Så længe det ikke går ud over én selv.
I ugens løb trak han overskrifter med sin karakteristik af Uffe Elbæk og Alternativet, som en flok verdensfjerne og uansvarlige drømmere, der svælger i gruppearbejde og rundbordsdiskussioner.
Alternativet er et blufnummer, lød beskeden fra Henrik Sass Larsen.
»Det er et sted, folk er gået hen, fordi det føles rart lige for tiden, men hvis man virkelig tænker det igennem, er det jo håbløst.«
Over for Jyllands-Posten gjorde Sass Larsen det klart, at rød blok må indstille sig på, at en ny S-ledet regering vil samarbejde mere med de borgerlige partier end med sit parlamentariske grundlag, ikke mindst når det handler om økonomi.
Hvis støttepartierne måtte være utilfredse med det – »så må de vælte os«.
For at slå sine pointer helt fast – i fald nogle skulle have været blinde og døve – skrev han også et debatindlæg. Her skrev han, at Alternativet »har været omgærdet af en zen-agtig feel good-kultur, hvor den ene efter den anden har skyndt sig at rose dem, fordi de ligger godt i meningsmålingerne«. Han gjorde det klart, at han selv har svært ved få øje på den reelle fornyelse ved Alternativet og udstillede i stedet, at partiet – efter hans mening – er bannerfører for en politik, der er klinisk renset for ansvarlighed.
Han mindede bl.a. om, at Alternativet har luftet forslag om at indføre 30 timers arbejdsuge uden at komme med forslag til, hvor de 270 milliarder kroner til dette forslag skulle findes henne.
»For mig at se er der egentlig kun én nyhed i forbindelse med Alternativet, og det er, at dets økonomiske politik med rimelighed kan placeres til venstre for Enhedslisten,« skrev Sass Larsen og fortsatte: »Den umiddelbare konsekvens af Alternativets økonomiske politik er, at vi kommer til at gå betragtelig ned i levestandard. Og det gælder alle samfundsgrupper.«
Ikke overraskende var der flere, som reagerede kraftigt. I Alternativet forsøgte man ganske vist at fastholde linjen om ikke at deltage i mudderkastning, men Enhedslistens topfolk tog afstand fra Sass Larsen, der blev kaldt arrogant og belært om, at Mette Frederiksen kun kan blive statsminister med støtte fra rød blok.
Set udefra kan det synes mærkværdigt – og uklogt – at Sass går så hårdt til samarbejdspartnere, som de facto skal bane vejen for de socialdemokratiske toppolitikeres drøm om snart at kunne vende tilbage til ministerkontorerne. Men angrebet er kalkuleret. Og Sass har to mål:
S-ledelsen er frustreret over, at Alternativet får lov til at køre friløb i pressen, som tester de udspil, som især regeringen og Socialdemokraterne kommer med, mens Uffe Elbæk tilsyneladende ikke behøver at bekymre sig om økonomisk realisme. Sass forsøger med andre ord at få omgivelserne til at forholde sig kritisk til Alternativet.
Dermed sætter han også punktum for Socialdemokraternes egen vankelmodige tilgang til partiet, for i lang tid har S-toppen afholdt sig fra at gå til stålet. Dels fordi man ved sidste valg var klar over, at man kunne få hårdt brug for Elbæks mandater for at kunne bevare magten. Dels fordi Elbæk i vælgernes øjne fremstår så sympatisk, at angreb ville kunne give bagslag.
Fredningen af Elbæk er overstået. S-ledelsen vil ikke risikere, at Alternativet fortsætter med at vokse, og derfor går man efter at flytte vælgere væk fra Uffe Elbæk og gerne tilbage til liste A.
Den virkelige strategiske øvelse, som Sass har indledt, handler dog om at gøre det klart for vælgerne, at Socialdemokraterne ikke vil være afhængige af Alternativet – eller Enhedslisten for den sags skyld – når der en dag skal regeres. Dette gælder både i den økonomiske politik og i udlændingepolitikken, hvor Mette Frederiksen har lagt sig tæt på blå blok, fordi hun er enig, og fordi hun har et klart billede af, hvor flertallet af danskerne befinder sig.
Henrik Sass Larsen har med andre ord taget hul på den svære pædagogiske øvelse, som handler om at gøre det klart for vælgerne, at S ikke har tænkt sig at lade Alternativet og Enhedslisten diktere Socialdemokratiets politik.
Vil operationen lykkes? Ingen kan forudsige det. Før valget i 2011 forsøgte Sass at sætte skarpe grænser for de Radikales indflydelse. Efter valget udløste det anklager om løftebrud og resulterede i en dyb tillidskrise, da de Radikale tog hævn og tvang sin politik igennem i forhandlingerne om regeringsgrundlaget for den nye Thorning-regering.
Så galt går det næppe igen. Men det er indlysende, at det er nemmere at sige, at man vil arbejde sammen med blå lejr og skabe brede flertal, mens det i virkelighedens verden vil være både opslidende og risikabelt at skulle regere i modsætning til sit parlamentariske bagland.