Der er dømt overtrådt, når Pia Kjærsgaard i sin egenskab af formand for Folketinget kalder Europa-Parlamentet for en "rotterede".
Ved at bruge et så voldsomt udtryk er hun med til at underminere den værdighed og ordentlighed, som hun med jævne mellemrum efterlyser i det politiske arbejde.
Ganske vist har Kjærsgaard forsøgt at nedtone betydningen af sit ordvalg ved at fastslå, at en rotterede ifølge ordbogen er lig med en faldefærdig eller saneringsmoden bygning. Men den forklaring dur ikke. Hos de fleste vælgere vil udtrykket vække så stærke associationer, at hun aldrig burde have brugt det - og slet ikke i sin rolle som formand for Folketinget, hvor hun indadtil skal være samlingspunkt for sine kolleger og udadtil være ambassadør for det danske folkestyre.
I den situation er det ikke holdbart at kalde andre demokratiske institutioner for rottereder.
Det ved Pia Kjærsgaard også godt, så når ordvalget alligevel er kommet over hendes læber, skyldtes det, at hun og Dansk Folkeparti i sjælden grad er presset og befinder sig midt i en desperat kamp for at få stoppet den konstante og langvarige kritik af partiets omgang med EU-midler.
For Kjærsgaard er kritikken ubærlig. Hun har brugt en stor del af sit liv på at bane vejen for DF - som er hendes livsværk - og hun hader at se det tabe terræn. De politikere, som får høvl i medierne på daglig basis - det vil sige især Morten Messerschmidt, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl - er hendes drenge. Det har smertet hende at se, hvordan Messerschmidt har måttet lade sig sygemelde efter at have gennemlevet et sammenbrud. Og hun er ulykkelig over at være vidne til, at hendes afløser som DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, får slået store skår af sin troværdighed og popularitet.
Pia Kjærsgaard erkender åbent, at Messerschmidt og DF-ledelsen har fejlet. Hun indrømmer, at de burde have haft styr på sagerne og have grebet ind langt tidligere, da advarselssignalerne begyndte at blinke. Men samtidig er hun vred over, at kritikken i medierne efter hendes mening er kommet ud af proportioner og gået over gevind.
Når Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, blander sig og skoser DF, bliver hun rasende, for hun opfatter hans kritik som utidig politisk indblanding, og hun kan udmærket huske, hvad Schulz tidligere har sagt om DF med nedladende og hårde ord. Når hun diskuterer med Stine Bosse i DR's Debatten, ser hun på ingen måde en neutral erhvervskvinde foran sig, men derimod en politisk modstander, der igen og igen har angrebet DF i offentligheden.
I den slags situationer følger Pia Kjærsgaard sit fighter-instinkt og slår igen, for hun har altid levet efter den grundregel, at det bedste forsvar er et angreb, og derfor forsøgte hun i tv-udsendelsen at komme igennem med budskabet om, at DF næppe er alene om at have misbrugt midler fra EU, og at der generelt er behov for at dykke systematisk ned i, hvad der foregår af svindel i EU.
Begge dele kan Pia Kjærsgaard have ret i, men denne gang virkede hendes modangreb ikke, men endte tværtimod med at give bagslag, hvilket der er flere gode grunde til:
Først og fremmest står DF med et stort og reelt problem efter afsløringerne af partiets uretmæssige brug af EU-midlerne. I den situation kommer beskyldninger mod andre nemt til at virke desperate og utroværdige.
Ved at bruger ordet "rotterede" vælger hun et udtryk, som de fleste vil opfatte som en afgrundsdyb foragt for Europa-Parlamentet. Det kan hænde, at udtrykket har en anden betydning, hvis man er byggesagkyndig, men i en politisk kontekst er det svært at finde et mere nedladende udtryk.
Når Kjærsgaard oven i købet beklæder den fornemme post som formand for Folketinget, dur det ikke, at hun lader sin følelser som tidligere DF-leder tage så meget overhånd, at hun ender med at nedgøre et andet parlament.
Kort sagt, ved at bruge ordet rotterede har Pia Kjærsgaard krydset grænsen for, hvad hun kan tillade sig som samlingspunkt for Folketinget. Derfor er der også lagt op til, at hun i nær fremtid vil få en irettesættelse af de øvrige medlemmer af Folketingets præsidium.
Dér slutter sagen så også, for selv de mest kritiske forlanger kun en undskyldning fra Pia Kjærsgaard - og ikke hendes afgang.