Hvis regeringens udspil til en skattereform indeholder en yderligere beskæring af rentefradrag, løber regeringen en stor risiko og får svært ved at få en aftale med blå blok, siger Thomas Larsen.
- Landets førende økonomer har i lang tid opfordret politikerne til at gøre boligerne til en del af en skattereform. Økonomerne argumenterer for, at det giver langt større mening at lette skatten på arbejde og øge den på mursten i stedet for. Men rent politisk er det farligt at gribe ind overfor landets hundredtusinder af boligejere og ikke mindst på et tidspunkt, hvor boligmarkedet fortsat er så labilt og usikkert, siger Thomas Larsen.
Berlingskes kommentator mener derfor, at regeringen spiller højt spil, hvis regeringens endelige udspil til en skattereform på tirsdag rummer konkrete forslag om en yderligere beskæring af rentefradragsretten, sådan som kilder fortæller det i dagens udgave af Berlingske.
Stor politisk gambling
- Selv om en yderligere beskæring af rentefradraget i givet fald først gennemføres efter næste valg, vil det gøre mange vælgere skeptiske over for reformen, og regeringen vil blotte sig for en ny, farlig løftebrudsdiskussion. Mange vælgere vil jo huske, at især Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal gang på gang har lovet, at der ikke skal krummes et hår på boligejernes hoveder, siger Thomas Larsen.
Men hermed stopper problemerne ikke for regeringen, vurderer Thomas Larsen.
- En skattereform, som involverer en yderligere reduktion af rentefradragsretten, bliver også særdeles vanskelig at løfte på plads sammen med de borgerlige partier. Her vil man ikke have en ret stor tilskyndelse til at være med, men vil tværtimod se forslaget som en anledning til at gå til angreb på regeringen og muligvis til at trække sig ud af en reform, siger Thomas Larsen og tilføjer:
- Rent økonomisk kan der være gode og saglige argumenter for at inddrage rentefradrag og boligbeskatningen i en ny skattereform – i modsat fald bliver det også svært for regeringen at finde den nødvendige finansiering af skattelettelserne – men der er tale om en meget stor og farlig politisk gambling, som regeringspartierne risikerer at blive straffet for, hvis de ikke er særdeles dygtige til at forklare sig.