ANALYSE: Når Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Søren Pape i den sidste uges tid har arbejdet intenst på at blive enige om målene for den kommende VLAK-regering, giver det god mening.

Indtil finansloven for 2017 faldt på plads, var danskerne vidne til en blå lejr præget af opløsning og mistillid. Derfor er det selvsagt væsentligt, at Løkke, Pape og Samuelsen opstiller pejlemærker, som de i fællesskab vil styre efter. Kontoen for interne borgerlige opgør er overtrukket.

Men det er også klart, at de tre ikke kommer langt, hvis de ikke tager bestik af de opbrud, som præger verden uden for Marienborg. Vælgerne er i oprør fra Danmark over Europa til USA, hvor folk i stort tal protesterer mod massiv indvandring, mangel på nationale grænser, ulighed, truslen fra ny teknologi, automatisering og digitalisering i hidtil ukendt skala samt en følelse af, at globaliseringen kun gavner de privilegerede i en ressourcestærk elite, mens middel- og underklassen trues på deres eksistensgrundlag.

Det er den udvikling, som den konservative nestor, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, netop har søgt at advare om i et meget læst indlæg, og som Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen har adresseret i et interview her i Berlingske. Begge går langt i deres appel om, at det politiske system skal være lydhørt over for de vælgere, som søger mod yderpartierne på venstre- og højrefløjen.

Læg i øvrigt også mærke til, at DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, har været i Berlingske med en besked om, at hvis regeringsdokumentet munder ud i et liberalt oplæg om topskattelettelser i stort omfang, skal regeringen ikke regne med opbakning fra DF.

En enorm opgave venter

I forhold til de tre partiledere, der sidder og filer på regeringsgrundlaget, rummer signalerne fra Møller, Sass og Thulesen Dahl den pointe, at VLAK-regeringen får en enorm opgave med på samme tid at vinde vælgernes tillid og skabe en brugbar koalition på Christiansborg, der kan vedtage politik.

Her bliver det afgørende, hvordan de tre partier vil lægge snittet i udlændinge-, asyl- og integrationspolitikken. Hvis ikke de fortsætter en meget stram kurs, vil de få problemer med en stor del af vælgerne, som ønsker indvandringen bragt ned på et minimum, og som kræver kontrollen med grænserne tilbage. Kursen i udlændingepolitikken vil ikke alene afgøre, hvordan DF vil møde regeringen, men vil også definere, hvor vidt partiet Nye Borgerlige sikrer sig et definitivt gennembrud eller ej.

Også i forhold til EU bliver det afgørende, at de tre partier får formuleret en kurs, som tager vælgernes utilfredshed med Bruxelles alvorligt og adresserer EUs fallit med at sikre Europas ydre grænser. Løkke er overbevist europæer, men EU-skepsis og –modstand har rodfæste hos de Konservative og især Liberal Alliance, ligesom DF og i stigende grad Socialdemokratiet er kritiske over for retningen i EU. Det bliver regeringens opgave at reagere på denne kritik og forsøge på at sætte grænser for EUs magt og reformere samarbejdet indefra i kompagniskab med andre medlemslande.

Men mere end noget andet vil noget så tilsyneladende kedeligt som erhvervs-, industri-, arbejdsmarkeds-, forsknings- og uddannelsespolitik blive afgørende for Løkkes trekløverregering. Selv hvis politikerne formår at afbøde de mest negative konsekvenser af indvandring og internationalisering, kan udviklingen ikke sættes i stå, som Løkke selv pointerede i sin tale til Venstres landsmøde for en uge siden.

Forstå frygten

Alle har glemt den tale i dag, eftersom hans overrumplende invitation til K og LA om at træde ind i hans regering stjal al opmærksomhed. Men i talen reflekterede Løkke over det vigtige i at forstå den frygt, som får millioner af vælgere til at dumpe de etablerede partier og søge mod mere radikale bevægelser og partier.

I talen gjorde han et stort nummer ud af, at hans regering havde ændret blokpolitikken i Folketinget og desuden havde genskabt samspillet mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen med nye trepartsaftaler, som bl.a. skal bringe flere udlændinge i job og sikre flere praktikpladser for unge.

I talen gjorde han det klart, at han gerne vil lave nye trepartsaftaler for at styrke kompetencerne hos dem, der er i arbejde, så de også kan være i job om 5, 10 og 15 år. Udsagnet lå i forlængelse af talens måske mest centrale afsnit, hvor Løkke sagde:

»Det er en af vores generations vigtigste opgaver at give ordentlige svar på, hvordan alle bliver klædt på til at tage gevinsterne ved globaliseringen. For løsningen kan jo aldrig blive at bekæmpe globalisering. Løsningen er at sikre, at alle vinder på det.«

Skal den ambition løftes, kræver det målrettet satsning på uddannelse, forskning og efteruddannelse – som sikrer fagligt stærke håndværkere og innovative ingeniører i verdensklasse. Og det kræver igen en politisk koalition, som vil samle sig om dette kraftspring.

Når regeringsgrundlaget offentliggøres, bliver det interessant at se, om statsministeren har gjort dette mål til sit projekt, og om han sammen med Pape og Samuelsen har skruet et dokument sammen, som ikke alene DF, men også Socialdemokratiet kan deltage i – og som danskerne kan se sig selv i.

Thomas Larsen er politisk kommentator på Berlingske