»Den massive strøm af flygtninge og immigranter på vej gennem Europa, vil komme til at påvirke EU-afstemningen den 3. december i meget høj grad. Det har statsministeren forstået. Derfor forsøger han nu at overbevise danskerne om, at de ikke skal frygte, at et farvel til det danske retsforbehold vil betyde, at Danmark på sigt overlader styringen over udlændinge- og asylpolitikken til EU.«

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter statsministerens åbningstale. Her fastslog regeringschefen, at Venstre vil kræve en ny folkeafstemning, hvis partier i Folketinget på et tidspunkt vil ønske at lade Danmark indtræde i EU's asyl- og udlændingepolitik. Dermed kommer danskerne selv til at beslutte, om det skal ske - og det vil ikke være op til et flertal i Folketinget alene, lød det fra Lars Løkke Rasmussen..

Ifølge Thomas Larsen skal statsministerens melding ses som et bolværk mod især Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, som netop vil advare vælgerne om, at et farvel til retsforbeholdet vil føre til en glidebane, som kan betyde, at et flertal i Folketinget vil kunne overgive styringen af den danske asyl- og udlændingepolitik til EU.

»Det er afgørende for Lars Løkke Rasmussen, at debatten før folkeafstemningen kommer til at handle om, at Danmark skal være fuldt med i det europæiske politisamarbejde, Europol, hvilket bl.a. skal gøre det lettere at slå ned menneskehandlere, narkohandlere og kriminelle bander, der opererer på tværs af landegrænserne,« siger Thomas Larsen.

»Derimod skal debatten efter statsministerens mening ikke handle om, at en afskaffelse af retsforbeholdet vil være et skridt i retning af, at Danmark gradvist bliver en del af EU’s fælles asyl- og udlændingepolitik. Får debatten den drejning, risikerer han, mange vælgere stemmer nej den 3. december, og så risikerer Løkke og ja-siden i yderste konsekvens at tabe folkeafstemningen.«

I sin tale understregede statsministeren, at dansk udlændingepolitik fortsat skal fastlægges i Danmark efter et ja den 3. december, og han opfordrede alle partier til, at debatten af samme grund ikke bør handle om at overføre kontrollen over udlændinge- og asylpolitikken til EU.

»Det kommer Løkke dog næppe til at slippe for. Mange vælgere er dybt bekymret over strømmen af flygtninge og immigranter, og derfor kommer dette tema til at fylde ekstremt meget,« siger Thomas Larsen.