Når der i den kommende tid vil blive offentliggjort meningsmålinger, vil tallene for DF blive studeret intenst, for mange vil spejde efter, om næsten 20 års massiv vælgerfremgang er ved at nå et slutpunkt.

Siden etableringen i efteråret 1995 har Dansk Folkeparti været en enestående succeshistorie, når det handler om at opbygge en stadig større vælgerskare og transformere sig fra protestparti til et bredt folkeparti med indflydelse.

Partiets succes har haft enorm betydning for styrkeforholdene på Christiansborg. I nullerne støbte Pia Kjærsgaard fundamentet under statsminister Anders Fogh Rasmussens VK-regering. Samspillet var så tæt, at Fogh i realiteten residerede over en flertalsregering. Ved valget i 2015 var det i høj grad Kristian Thulesen Dahls fremgang, som lirkede døren op til Statsministeriet for Lars Løkke Rasmussen efter Venstres historisk ringe valgresultat.

Undervejs har DF kannibaliseret på de Konservative og Venstre, men først og sidst har partiet styrket blå blok, fordi det har kunnet trække vælgere over midten. Især fra Socialdemokratiet. Derfor vil der være tale om et historisk nybrud, hvis DF's succes afløses af stagnation og tilbagegang. Det vil være som at mærke rystelser fra et skælv, der bryder det politiske landskab op.

Her og nu befinder DF sig i en dyb og uvant krise på grund af partiets i bedste fald ureglementerede omgang med EU-midler. Sagen har kørt i mere end et år, men er eskaleret og har ikke blot slået skår af Morten Messerschmidts troværdighed og popularitet. Den har også skadet Kristian Thulesen Dahl og rystet vælgeres tillid til partiet. Og sagen er ikke slut. I EU-systemet er DF's omgang med EU-midlerne blevet gjort til genstand for en undersøgelse, der skal afdække, om der har været tale om svindel.

Sagen kommer på et ekstremt dårligt tidspunkt for DF, som mærker et nyt krydspres: Til venstre for DF har socialdemokraterne strammet deres udlændingepolitik markant og er kommet i bedre samklang med de vælgere, som længe har ment, at S har undervurderet vanskelighederne ved integrationen og udfordringerne ved indvandringen.

I dag er afstanden mellem S og DF mindre end nogensinde, og der synes at være sat en stopper for afvandringen af frustrerede S-vælgere, som har været med til at gøre DF til et stort parti. Dernæst har S i skikkelse af Mette Frederiksen fået en leder, som scorer højt, både når det gælder popularitet, troværdighed og kompetence, og hun er i dag den klart foretrukne statsministerkandidat hos de fleste danskere. Langt foran Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl.

Dermed står DF-ledelsen overfor en S-formand, som kan appellere til DF-vælgerne på en helt anden måde end tidligere socialdemokratiske ledere som Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt.

Men også til højre er der dukket trusler op. Nye Borgerlige er sprunget ind på den politiske kampplads med budskabet om, at Kristian Thulesen Dahl groft sagt er et snakkehoved. Han siger de rigtige ting, men han gør slet ikke nok for at stoppe tilstrømningen og sende afviste asylansøgere retur, lyder budskabet.

Om Nye Borgerlige selv vil kunne levere varen, er tvivlsomt, for der findes internationale konventioner at leve op til, og en lang række lande vil ikke tage deres immigranter hjem. Dette vil dog næppe tælle hos de vælgere, som mener, at DF og de øvrige partier ikke har strammet udlændinge- og asylpolitikken nok og viger tilbage for et opgør med konventionerne.

Derudover kæmper DF aktuelt med to vanskelige sager.

For det første sagde Kristian Thulesen Dahl til danskerne, at de roligt kunne stemme nej ved EU-afstemningen i december sidste år. Her lovede DF, at Danmark nemt ville kunne få en særaftale med EU, så dansk politi ville kunne fortsætte i det europæiske politisamarbejde, Europol, som er uhyre vigtig i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Den aftale er dog langt sværere at opnå, end DF stillede danskerne i udsigt.

For det andet er DF presset i forhandlingerne om regeringens 2025-plan. Anders Samuelsen fra Liberal Alliance kræver fortsat, at han vil have lettet topskatten med minimum fem procentpoint - også for de mennesker, som tjener mere end en million om året. Sker det ikke, vælter LA regeringen. Kravet er uhørt, eftersom Samuelsen ikke anerkender, at regeringen ikke kan finde 90 mandater til at gennemføre forslaget.

Indtil nu har DF - lige så ultimativt - sagt, at partiet ikke vil medvirke til den slags skattelettelser, og det skyldes ikke kun, at partiet hellere vil bruge kronerne på velfærd. Langt vigtigere er det, at partiet ikke vil blotte sig for Socialdemokraterne, der står parat med anklager om løftebrud og massiv kritik, hvis DF går med til at begunstige landets rigeste skatteborgere. Den flanke vil Kristian Thulesen Dahl ikke åbne, velvidende at de fastlåste forhandlinger kan ende med et valg, som hverken han selv eller de øvrige partiledere i blå blok står ret godt rustet til.

Nye trusler og svære dilemmaer står kort sagt i kø og udfordrer Kristian Thulesen Dahl. Han kan håbe, at DF overkommer den aktuelle krise, og han kan bede til, at DF's legendariske loyale vælgere bliver hængende. Hvis ikke, står han og blå blok med en enorm udfordring. For så har Mette Frederiksen fået en unik chance for at vinde tabt land tilbage til venstre, mens Nye Borgerlige vil kunne hugge sig ind fra højre.