Der er reelt kun en mulighed tilbage for regeringen, hvis den vil have en skattereform på plads, mener Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.
- Jeg tror mest på, at regeringen drejer til venstre og begynder for alvor at orientere sig mod Enhedslisten. De er samtidig under temmelig stort tidspres og vil gerne have det her ordnet inden sommerferien, så jeg tror, det kommer til at gå meget stærkt og falde på plads inden for de næste uger, siger han.
De scenarier, der ikke inkluderer Enhedslisten, bliver mere og mere urealistiske, og nu handler det i stigende grad blot om at skyde skylden på hinanden for forhandlingssammenbruddet, vurderer Thomas Larsen.
- De sidste døgn har været et taktisk spil mellem regeringen og Venstre, hvor der trods snakken om nye tilbud og åbninger bag linierne ikke har været nogen reelle nye muligheder. I stedet har det handlet om at placere aben. Og det ville være sensationelt, hvis Liberal Alliance og Konservative bryder det borgerlige sammenhold og går med til en skatteaftale. Det tror jeg ikke på.
Dertil kommer, at Enhedslisten har meldt ud, at man ikke vil stemme for finansloven til efteråret, hvis regeringen indgår en aftale med Venstre. Det er en trussel, regeringen må tage seriøst, mener Thomas Larsen.
- Truslen fra Enhedslisten er alvorlig. Det kunne blive en alvorlig krise for regeringen. Hvis de derimod i løbet af få dage lander en aftale med Enhedslisten, er der udsigt til et langt mere harmonisk og overskueligt efterår. Så bliver det til gengæld en langt mindre aftale. Men alternativet vil være værre.