Tidligt i DR's sidste duel mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt kom et lille brev i centrum, da Lars Løkke Rasmussen forlod sin pult og gik over til Thorning med et brev om Venstres politik.

Han ville ikke længere acceptere Helle Thorning-Schmidt forkerte udlægninger af sin politik, og med budskabet om, at Venstres politik kan danskerne rent faktisk regne med, gik han over til Thorning og afleverede sit brev.

Forinden havde han vist to andre papirer - nemlig Thornings brev til 1,5 millioner danskere og Thornings politiske løfter sammen med Villy Søvndal fra valgkampen i 2011.

»Det blev et vigtigt punkt i debatten, for dermed fik Løkke effektivt mindet vælgerne om, at Thornings ord og løfter i en valgkamp ikke nødvendigvis står til troende, når først magten er vundet. Han gjorde det med en overrumplende offensiv, hvor han greb fat i, at Thorning talte om vigtigheden af ærlighed. Derpå mindede han om, at Thorning udstak en hel masse gyldne løfter, som aldrig blev holdt, mens hans egen politik lå fast. Det virkede stærkt,« lyder vurderingen fra Thomas Larsen.

Berlingskes kommentator peger også på, at Lars Løkke Rasmussen også fik forklaret, at det økonomiske råderum i dansk økonomi i høj grad skyldes de svære reformer, som blev gennemført inden i 2011, ligesom han mindede om, at han konstruktivt har været med til at styrke dansk økonomi via aftaler med regeringen i de seneste år, men som Thorning efter hans mening forsøger at tale hele æren for.

»Du taler med et royalt »vi«, sagde han med adresse til Thorning og fortsatte, »men vi har gjort det sammen«.

»Den replik var virkningsfuld, for det ironiske er jo, at Thorning ikke har kunnet finde opbakning til sin økonomiske politik fra støttepartierne i rød blok, men har måttet lave alle de afgørende forlig med Løkke og blå blok,« siger Thomas Larsen.

Han mener til gengæld, at det lykkedes for Thorning at få sat nogle dybe stød ind mod Løkkes udgiftsstop, som mange vælgere er skeptiske overfor.

»Der kom ikke meget nyt frem på dette felt, men Thorning ved, at hun kan skræmme mange danskere med, at et udgiftsstop per automatik står for nedskæringer. Det er ikke nødvendigvis rigtigt, men det er svært for Lars Løkke Rasmussen at forklare,« siger Thomas Larsen.

Han mener, at tonen var tæt på at blive ond, da de to statsministerkandidater talte om håndteringen af terrorangrebet midt i København. Her forsøgte Thorning at plante indtrykket af, at Løkke nedgjorde politiets arbejde, hvilket Løkke benægtede på det kraftigste.

»Thorning gik voldsomt til angreb, da der blev talt om den integrationsindsats, som på mange planer har slået fejl, og som også var en del af baggrunden for, at Omar El-Hussein blev radikaliseret og til sidst endte med at begå terror. Thorning kæmpede indædt for at gøre det klart, at de problemer også var vokset under Løkke.

I duellens spørgerunde, hvor kombattanterne kunne stille spørgsmål til hinanden, spurgte Løkke, hvorfor Thorning havde skiftet holdning og valgte at prioritere selskabsskattelettelser frem for at leve op til sine løfter om f.eks. to lærere i klasseværelset. Dermed mindede han igen om løftebruddene og fik til en vis grad demonteret Thornings aktuelle kampagne mod nye skattelettelser.

Dernæst spurgte Thorning om, hvordan det kan være, at Løkke vil kunne trække på et opland med 600 millioner og indikerede, at V-formanden var imod social dumping. Men her fik Løkke ret klart sat hende på plads med et argument om, at han naturligvis ikke har tænkt sig at åbne Danmark for millioner af arbejdstagere, som skal trykkes i løn,« lyder vurderingen fra Thomas Larsen.

»Løkke mindede samtidig Thorning om, at han i de sidste år har været med til at lave aftaler med regeringen om netop en forbedret indsats mod social dumping, og det var et ret stærkt argument at lægge på bordet,« siger Thomas Larsen.

I debatten om folkeskolen var det et dårligt udgangspunkt for Helle Thorning-Schmidt, at regeringens stort anlagt folkeskolereform i tiltagende grad er blevet upopulær, og derfor kunne Løkke komme med det vigtige input, at reformen kræver et serviceeftersyn - fordi den netop ikke fungerer godt nok.

I den sidste debatrunde, som handlede om mulige regeringskonstellationer, lagde begge vægt på behovet for samarbejde over midten. Løkke fremhævede, at han havde arbejdet konstruktivt, mens Thorning slog på, at der blev kørt blokpolitik tidligere.

I forhold til de tidligere debatter var Helle Thorning-Schmidt mindre aggressiv og knap så udfarende, og det udnyttede Løkke til i højere grad at tage styringen. Undervejs udsendte de to sågar enkelte roser til hinanden - hvilket var nyt i forhold til de tidligere debatter.

Samlet set vurderer Thomas Larsen, at den sidste duel var ekstremt tæt.

»De kender jo efterhånden hinandens argumenter ud og ind, og det prægede debatten. Set under ét vandt Thorning den første duel, mens Løkke vandt de to næste, og den sidste på DR vurderer jeg til at være en uafgjort runde,« lyder dommen fra Thomas Larsen.