ANALYSE: Den tidligere DF-leder, Pia Kjærsgaard, kommer til at lægge sin indre værdikriger på hylden, når hun fremover skal røgte sit prestigefyldte hverv som formand for Folketinget. Hun vil ikke kunne kaste sig ind i de værdipolitiske opgør, som har gjort hende til en af Danmarks mest markante politikere. Elsket og hadet på samme tid.
Som formand for Folketinget skal hun i højere grad optræde neutralt og upartisk, for frem over bliver det hendes fornemste opgave at sørge for, at arbejdet i parlamentet tilrettelægges bedst muligt for kollegerne i alle partierne på Christiansborg. Hun skal virke for det samlede parlament og må derfor trække sig som DFs markante og slagskraftige spydspids i den løbende politiske debat.
Den besked har Pia Kjærsgaard selv givet offentligheden i et interview med Jyllands-Posten i weekenden, og den melding er ikke overraskende. Det interessante er, hvad Kjærsgaards fravær fra den politiske frontlinje vil betyde for DF.
Rollen som værdikriger
Det siger selv, at DFs succes ikke er Pia Kjærsgaards værk alene. Hun har fået hjælp fra talentfulde og dygtige folk – som Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup som altid loyale og driftsikre væbnere. Men sagt uden overdrivelse ville DF aldrig have udviklet sig så stærkt, hvis det ikke havde været for Kjærsgaards energi, nidkærhed og indædthed, som har betydet, at hun hver morgen er stået ud af sengen parat til at kaste sig ud i nye slag på vegne af DF og det Danmark, som hun har ønsket at forsvare mod for stor indvandring og overdreven EU-indflydelse. Dertil kommer, at hun altid har haft en særlig evne til at vejre folkestemningen.
Rollen som værdikriger har hun spillet med overraskende styrke i de seneste år – også selv om hun i sensommeren 2012 valgte at forlade formandsposten til fordel for et generationsskifte, som bragte Kristian Thulesen Dahl til tops. Skiftet blev en åbenbar succes i den forstand, at den nye leder har været i stand til at løfte DF til nye højder og sikre partiet et kanonresultat ved valget for få måneder siden. Med Thulesen i front som den afdæmpede, kompetente og tillidsvækkende leder er det lykkedes for DF at nå ud til flere danskere, som nok havde sympati for DFs politik, men samtidig synes, at Kjærsgaard var for skarp og konfrontationssøgende.
Man skal ikke imidlertid ikke tage fejl af, at Pia Kjærsgaard kan tage en del af æren for partiets fortsatte opstigen under Thulesen Dahls ledelse. Mens han har kunnet appellere til nye vælgere, har hun fastholdt de gamle støtter gennem en uhyre aktiv deltagelse i de værdipolitiske slagsmål. I politik ser man ellers ofte, at tidligere formænd trækker stikket, når de forlader formandsposten, men i DF lykkedes det at gøre fuld brug af Pia Kjærsgaard helt frem til folketingsvalget og valget af hende som ny formand for Folketinget.
Men hvad nu? Sagen er, at det på den ene side var en historisk triumf for DF at erobre formandsposten. Dermed satte Dansk Folkeparti, som Poul Nyrup Rasmussen i sin tid forkastede som et parti, der aldrig kunne blive stuerent, sig på en af de fornemste poster i det danske folkestyre. På den anden side bliver det fra nu af klart, at DF kommer til at betale en pris for at have fået posten, for partiet vil miste Kjærsgaards formidable ildkraft i den offentlige debat.
Kommer til at mangle Kjærsgaards profil
Det kan indvendes, at DF i dag er så stærkt rodfæstet og veletableret, at Pia Kjærsgaards forsvinden bliver nemmere at tackle, ligesom Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup står så stærkt i danskernes bevidsthed, at DF fortsat vil blive anført af en markant og synlig ledelse. Når det er sagt, kommer partiet dog til at mangle Pia Kjærsgaards profil. Kristian Thulsen Dahl skal selvsagt ikke forsøge at efterligne Kjærsgaard, og partiets yngre værdikrigere – i skikkelse af eksempelvis Martin Henriksen – er af gode grunde ikke i nærheden af at have Kjærsgaards autoritet og gennemslagskraft. Derfor kommer DF-toppen til at arbejde bevidst med at udfylde tomrummet efter partiets stifter og forgrundsfigur gennem flere årtier.
Ved et tilfælde kommer Pia Kjærsgaards exit fra frontlinjen til at falde sammen med, at DF til oktober kan fejre sit 20-årsjubilæum. Jubilæet vil blive afviklet i en sand jubelrus, for partiet repræsenterer – hvad enten man kan lide det eller ej – en enestående succeshistorie. Men samtidig vil festen markere, at Thulesen Dahl & Co. frem over kommer til at til at skrive de næste kapitler i partiets historie uden at have »mor« med i forreste linje.