30. august fremlagde regeringen anført af Lars Løkke Rasmussen sin 2025-plan, og netop den dag burde statsministeren have mistet jobbet. Sådan lyder det nu fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen.
»Allerede der skulle jeg have væltet Lars Løkke, fordi han ikke længere havde den ambition, der var betingelse for, at han kunne være statsminister. Men vi er flinke folk i Liberal Alliance, og nu prøver vi så at løbe den hjem selv,« siger Anders Samuelsen i dagens Børsen.
Anders Samuelsen henviser til, at Lars Løkke Rasmussen i 2025-planen kun vil sænke topskatten for indkomster mellem 467.000 og en million kroner med fem procentpoint, og ikke for alle, som Liberal Alliance ønsker.
»Samuelsens trussel cementerer endnu en gang, at der er dyb krise i blå blok, og det er fortsat meget svært at se, hvordan de skal blive enige om en aftale. Det er ydmygende for statsministeren at have et støtteparti, som konstant går rundt og truer ham på livet. Det er den værst tænkelige baggrund for forhandlinger,« siger Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator.
Og faktisk mener Thomas Larsen, at udtalelsen måske endda siger mere om Liberal Alliance, end den gør om regeringen.
»Udtalelsen har et bizart tilsnit over sig, for det er mærkeligt at tale om noget, der er sket, og sige til offentligheden, at partiet skulle have væltet regeringens chef og trukket stikket for hele regeringen. Det kommer i virkeligheden til at falde tilbage på Liberal Alliance, fordi de ikke gjorde det. Det bliver en mærkelig og tom gestus, som dybest set udstiller, at Liberal Alliance ikke havde modet til at gøre det,« siger han.
10.000 kroner spørgsmålet
I Børsens interview forestiller Anders Samuelsen sig scenariet, hvor regeringen søger mod venstre på den politiske akse for at indgå en aftale. Resultatet vil ikke blive kønt, hvis man skal tro partilederens ord.
»Hvis vi forestiller os, at regeringen indgår en aftale med nogle røde nogen, som inkluderer skattelettelser, så vil vi selvfølgelig stemme ja til alle skattelettelser og nej til alt det elendige i aftalen, og så vælter vi regeringen bagefter. Men det kommer ikke til at ske, fordi vi laver en aftale,« siger Anders Samuelsen i artiklen.
Anders Samuelse siger, at Liberal Alliance kan vælte regeringen, men at det ikke kommer til at ske, fordi de laver en aftale med regeringen. Er de bastante udmeldinger fra Anders Samuelsen i virkeligheden tomme trusler?
»Det er jo 10.000 kroner spørgsmålet. Det som alle vil vide. Svaret er kedeligt, for svaret er, at ingen ved det. Noget, der kendetegner dagen i dag, hvor Folketinget åbner, er en uvished og en uafklarethed, som jeg ikke mindes at have været vidne til tidligere i dansk politik. Selv regeringens centrale topforhandlere aner reelt ikke, hvad der kommer til at ske i den kommende tid. Man er ikke vant til at stå overfor så ultimative krav, som det Anders Samuelsen har formuleret,« siger Thomas Larsen og hæfter sig ved, at Anders Samuelsen på ét punkt fejlvurderer den politiske situation.
»Anders Samuelsen går lidt galt i byen, når han taler om, at der selvfølgelig bliver lavet en aftale, hvor hans krav er opfyldt, for på den lange bane er det ude af statsministerens hænder. Det er ikke længere Lars Løkke Rasmussen, som kan beslutte, at der kommer en aftale, hvor man bliver enige om at lette topskatten med fem procentpoint, for han har ikke de nødvendige 90 mandater.«
Og dermed står statsministeren i en umulig situation, hvor han i praksis får uendelig svært ved at levere, forklarer Thomas Larsen.
»Normalt i dansk politik plejer det i en situation som denne at være sådan, at partierne går efter det, som de nu kan få, bøjer sig imod hinanden og forsøger at skabe nogle kompromisser. Men det er den arbejdspraksis, som Anders Samuelsen har kortsluttet med sine trusler,« siger han.
DF er træt - og taktisk
Og når Folketinget åbner i dag, sker det med stor usikkerhed, som Thomas Larsen påpeger. Uenighederne i blå blok tager nemlig kun til i styrke, og her til morgen opfordrede næstformanden for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, statsministeren til at udskrive valg.
»Hvis jeg var i Lars Løkkes sko - hvad jeg ikke er - ville jeg nok se at få det valg overstået eller indkalde til en dronningerunde, så vi kunne få noget nyt liv. Det kunne han jo passende gøre lige her,« siger Søren Espersen til TV2 News og henviser til Lars Løkke Rasmussens åbningstale i Folketinget senere i dag.
Ifølge Thomas Larsen er den udmelding både taktik fra Dansk Folkepartis side, men det handler også om, at partiet ikke gider Samuelsens stikpiller.
»DF bliver mere og mere forbitret over Anders Samuelsens konstante trusler. Partiet er træt af, at det hele tiden skal forholde sig til Anders Samuelsens udtalelser. Den her debat om topskattelettelser er jo slet ikke en debat, som Dansk Folkeparti ønsker. De vil gerne have rettet fokus hen på andre sager,« siger han og fortsætter:
»Selvfølgelig skal man se Søren Espersens udtalelse som strategisk, fordi han gør det helt klart over for LA, at DF kommer ikke til at give sig. Men jeg tror også, at DF hellere vil have renset luften nu fremfor, at blå blok skal igennem et længere opslidende og ophidset forhandlingsforløb, hvor man ender med at kaste skidt efter hinanden, inden det hele alligevel bryder sammen.«
Har Dansk Folkeparti en interesse i, at der udskrives folketingsvalg?
»Efter min bedste vurdering er der ikke et eneste parti i blå blok, som vil have gavn af et folketingsvalg nu. Ser man på de seneste meningsmålinger, er der ret stor sandsynlighed for, at der vil ske et regeringsskifte, og så vil alle de blå partier tabe indflydelse. Venstre har ikke gavn af et valg nu, DF har heller ikke, så vidt jeg kan se, De Konservative risikerer i værste fald at ryge ud af Folketinget, og blå blok vil sandsynligvis blive presset af den nye konkurrent, Nye Borgerlige, og de kan blive endnu vanskeligere at holde styr på. Al logik modsiger, at der skal være et valg nu, og det er det, der er så specielt for situationen« siger Thomas Larsen.