Det er en kliché at karakterisere David Bowie som en kamæleon. Som om han nogensinde ville have ønsket at gå i ét med baggrunden. Næh, Bowie var det modsatte, et kalejdoskop måske: Farvestrålende, foranderlig, en fakkelbærer. I årevis kæmpende for anerkendelse, men aldrig til sinds at forblive den samme, selv når succesen ellers var i hus.
Bedst som man troede, man havde forstået Ziggy Stardusts teatralske DNA, trådte The Thin White Duke ind på scenen. Bedst som den homoseksuelle glamrocker var blevet en del af vores kulturforståelse, blev han gift med en kvinde og sang julesange med Bing Crosby på CBS. Og bedst som vi troede, at han ville være en nøglebestanddel i vores rockmusikalske dannelse årtier frem endnu, var han borte.
Den mangefacetterede David Bowie er omdrejningspunktet for antologien »Changes – tekster om David Bowie«, hvori en række danske kulturpersonligheder sætter ord på, hvordan Bowie har influeret deres liv.
Oprindeligt var bogen tænkt som en hyldest til ikonet i anledning af hans 70- årsfødselsdag i januar 2017 – men historien blev som bekendt en anden. Og i kølvandet på Jan Poulsens reviderede biografi, »David Bowie: Starman 1947-2016«, som udkom tidligere på året, er det ikke et biografisk ærinde, redaktørerne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch er ude i. Vi er på metaplanet: Historien om historien om David Bowie.
Forskellige bidrag
Her er partsindlæg fra over 30 bidragydere, ung og gammel, mand og kvinde, musikalsk og det modsatte. Sågar en enkelt afdød: Michael Strunge, som bidrager med fire Bowie-inspirerede digte. Lynggaard selv spidder elegant 70ernes grimme tidsånd og får os til at føle forelskelsen i og fascinationen af det rumvæsen, der pludselig landede iblandt os.
Forfatteren Asger Schnack tager Bowies tekstunivers alvorligt, men sørger for at pointere, at der er tale om »digte, der bliver sunget« (og det er godt, for så er der ingen, der får den tåbelige idé at smide posthume litteratur-Nobelpriser efter stakkels Bowie, hvis kunst derved ville blive devalueret).
Musikerkollegaen Kristian Leth beretter befriende om multikunstneren Bowies »decideret forfærdelige lortesange«, som flød i en lind strøm mellem kæmpehits og kunstneriske milepæle fra en mand, der ikke betragtede sig selv primært som sangskriver. Og vi møder Bowie som stilikon, skuespiller og en sjælden, rockmusikalsk eksponent for det wagnerske Gesamtkunstwerk.
Sprogligt er bogen meget ujævn – det er nok svært at undgå. Enkelte indlæg virker mere vedkommende end andre. Men de er alle skrevet i kærlighed til Bowies musik og respekten for ham som i særklasse identitetsdannende for fem årtiers musikforbrugere.
Og det er i det, bogen har sin raison d’être: Fordi den ikke kun bliver den kalejdoskopiske fortælling om David Bowies betydning for en række kendte mennesker, men historien om vores tidsalder: Om hessian-tapetserede teenagerværelser, som Major Tom fløj ind i og tilførte et element af det ydre rum. Om psykoinfantil flirten med stoffer, sminke, sex og selviscenesættelse. Om unge mænd i passionerede subkulturer omkring kassettebåndoptagere. Om musikhistoriens mest sexede sang (»Fame«, hands down). Og om, hvorfor nogle musikere, selv dem med dekadelange karrierer, forbliver kærkomment lydtapet, mens andre forandrer vores liv.
Titel: »Changes - tekster om David Bowie«. Red.: Klaus Lynggaard og Henrik Quietsch. Sider: 276. Pris: 299,95. Forlag: Turbine.